Flere kvinder i dansk fodbold!

Oprettet 12/02/2009 – 14:23

DBU, 3F og DIF sætter ved en konference den 12.-13. marts fokus på, hvorfor dansk fodbold mangler kvindelige ledere, og hvordan man får fat i de eftertragtede kvinder. Samtidig lanceres ny lederuddannelse – ’Projekt Ledelsestalent’ – især målrettet kvinderne.
Pigefodbolden boomer i Danmark og er nu den største sport herhjemme for piger til og med 18 år. De danske kvindelandshold har stor succes og kvindelandsholdet ligger nu nummer syv på FIFAs verdensrangliste.
Det går med andre ord rigtig godt for kvinderne i dansk fodbold – i hvert fald ude på fodboldbanerne!
Inde i bestyrelses- og udvalgslokalerne i den politiske top af dansk fodbold kniber det nemlig modsat med at få kvinderne til at gå i front. Her styrer mændene stadig.
Men nu skal der en større balance i det ulige regnskab ifølge DBUs formand, Allan Hansen. DBU, DIF og 3F er derfor gået sammen om at lancere en ny lederuddannelse – ’Projekt Ledelsestalent’ – med fokus på kvinder – en uddannelse, der skal sikre at især kvinderne får større lyst til at give sig i kast med det fodboldpolitiske arbejde samt give dem de rigtige lederværktøjer til at deltage i det politiske arbejde.
Den nye uddannelse har ’kick off’, når DBU sammen med 3F og DIF afholder en konference på Hotel Scandic i Kolding den 12. og 13. marts under overskriften ’Kvinder vil lede’. Og DBUs formand, Allan Hansen håber at konferencen og den nye uddannelse formår at få fat i flere kvinder til at være en aktiv del af dansk fodbolds ledelser:
”Vi har haft en eksplosiv fremgang på medlemssiden, når det gælder pige og kvindespillere, og hvis vi skal gøre os et eller andet håb om, at vi på et eller andet tidspunkt kan matche antallet af ledere med antallet af aktive, så skal vi i gang nu,” lyder det klare budskab fra DBUs formand, Allan Hansen, der har igangsat initiativet fra DBUs side.
Det nære klubmiljø tæller højt
Yery Ibarra-Hansen sidder i bestyrelsen i KBU, og er en af de eftertragetede kvinder, som DBU nu gerne vil have flere af i den politiske top i dansk fodbold. Foto: Per Kjærbye.
Og kvinderne er skam derude i dansk klubfodbold – men de holder sig ofte i det nære klubmiljø frem for også at satse på mere højpolitiske poster på regionalt og nationalt niveau. Og netop her ligger udfordringen ifølge formanden.
”Hvis du ser ude i klubberne er der heldigvis kommet flere kvinderne ind i klubledelserne, men vi mangler i høj grad ledere på det landspolitiske led og det regionale led. Og det er det, vi med det nye tiltag håber at få dem interesseret i,” forklarer Allan Hansen og uddyber:
”Vi vil gerne give de interesserede kvinder en lederuddannelse med et indblik i mange af de aspekter og faktorer, der gør sig gælden for at være med på ledelsen på topniveau, og i samme forbindelse give dem en mentor, som de kan sparre med i uddannelsesforløbet. Vi håber selvfølgelig både, de får nogle konkrete værktøjer, de kan brug men selvfølgelig også, at de får en interesse for at være med. Jeg håber og tror på at mange har interessen for det, nu skal vi bare pirre den interesse lidt,” slutter Allan Hansen.
Og der er masser at byde på. På konferencen forventes masser af inspiration, diskussion og ikke mindst konkret erfaringsudveksling, når inviterede fra hele fodbolddanmark mødes. Udover deltagelse af DBUs formand Allan Hansen deltager også Niels Nygaard, formand for DIF og Poul Erik Skov Christensen, formand 3F samt efter planen kulturminister Carina Christensen og Hege Andersen Leirfall fra Norsk Fodboldforbunds bestyrelse, der vil dele ud af erfaringerne som kvinde på topplan fra norsk fodbold. Derudover holder andre relevante personer oplæg på konferencen, blandt andet tidligere landsholdspiller, Bettina Falk, og Theresa Blegvad, der i 2007 blev kåret til Årets unge erhvervsleder.
Overskrifterne i det nye ’Projekt Ledelsestalent’ er Personligt lederskab, Organisation, Strategisk ledelse og Kvinde/pigefodbold internationalt. I alt er der plads til 24 deltagere på den nye uddannelse.
Ny kvinde i DBUs bestyrelse
Nye vinde er dog begyndt at blæse i dansk fodbold. I KBUs bestyrelse sidder således allerede to kvinder, mens DBUs bestyrelse ved det årlige repræsentantskabsmøde i Odense lørdag den 21. februar vælger den kun anden kvinde ind i DBUs bestyrelse, nemlig Mette Bach Kjær, der i dag er formand i DBUs. Kvindeeliteungdomsudvalg, og som i starten af februar blev valgt som Kvindedivisionsforeningens medlem i DBUs bestyrelse i stedet for Torben Povlsen, der har valgt at udtræde af bestyrelsen. I alt er der seks kvinder i DBUs Repræsentantskab ud af 145 delegerede.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *