Oprettet 22/07/2010 – 09:50
Byggebranchen skal kæmpe med tynde ordrebøger, men virksomhederne presses yderligere af, at det bliver sværere for dem at få rettidig betaling for det arbejde, de har udført. Det skal ændres mener Dansk Byggeri, der indleder jagten på Danmarks bedste offentlige betaler.
Det bliver sværere og sværere for virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen at få deres penge til tiden. En ny undersøgelse viser en stigning i antallet af fakturaer, der ikke betales rettidigt. 18 % af de adspurgte virksomheder oplever, at der er sket en stigning i antallet af privatpersoner, som ikke betaler regningen til tiden, mens hele 22 % af virksomhederne oplever en stigning i antallet af private virksomheder, der ikke betaler rettidigt.
På trods af at Dansk Byggeri og Kommunernes Landsforening for over et år siden indledte en dialog for at løse problemet om rettidig betaling fra kommunerne, oplever knap 13 % af virksomhederne, at de har flere penge end normalt til gode som følge af ubetalte regninger hos det offentlige.
– Vi har regnet os frem til, at det årligt medfører et likviditetsdræn på over 130 mio. kr. for byggevirksomhederne, og det er en dybt bekymrende udvikling. Specielt fordi denne undersøgelse også viser, at virksomhederne virkelig bliver pressede af det stigende antal af ubetalte regninger, udtaler Projektchef Jørn Jensen, Dansk Byggeri.
Sammenlignet med for et år siden opfatter 49 % af virksomhederne i undersøgelsen, at der ikke er nogen ændring i det offentliges håndtering af betalingsgangen.
– For et år siden brugte KL kommunalreformen og kommunesammenlægninger som påskud for de sene betalinger. Så vi undrer os over, at så mange holder status quo, og endnu flere er blevet dårligere til at betale til tiden. Det er virkelig et problem for mange virksomheder, der i forvejen er hårdt pressede, fortæller Jørn Jensen.
41 % af virksomhederne i undersøgelsen giver udtryk for, at manglende rettidige betalinger har en stor påvirkning for virksomhedens likviditet. Dansk Byggeri vil gerne vende bøtten på hovedet og indleder i efteråret jagten på Danmarks bedste offentlige betaler.
– Gennem denne kampagne håber vi at sætte fokus på de offentlige instanser, der formår at betale deres regninger til tiden, og vi håber at andre kan lære af dem, og virksomhederne dermed kan forbedre deres likviditet, slutter Jørn Jensen.