Guldfest i Boxen Langfredag

Oprettet 24/02/2012 – 16:59

Gulddrengene møder Tyskland ved en kæmpe håndboldfest i Jyske Bank Boxen
De danske EM-guldvindere i herrehåndbold møder Tyskland ved en kæmpe håndboldfest i Jyske Bank Boxen i Herning, Langfredag den 6. april – og billetsalget starter NU.
”Dette arrangement er den endelige blåstempling af Jyske Bank Boxen som hele Danmarks National-arena, og levendegørelsen af de intentioner, vi havde med den, da idéen blev undfanget, ” siger direktør for Messe Center Herning, Georg Sørensen.
”At vi som de første kan præsentere Gulddrengene på dansk jord efter triumfen i Serbien er prikken over i’et oven på de mange forrygende håndboldarrangementer, vi har haft såsom EM for kvinder, 10.000 til håndbold og Champions League,” siger Georg Sørensen videre,” I samarbejde med Dansk Håndbold Forbund vil vi gøre vores alleryderste for at skabe de perfekte rammer, og vi glæder os enormt til at byde et håndboldbegejstret publikum fra alle dele af landet velkommen.”
Udover opgøret mellem de to A-landshold, som starter klokken 17.00, kan man som tilskuer glæde sig til en ualmindeligt interessant optakt, hvor de største talenter fra Danmark og Tyskland i deres indbyrdes kamp klokken 15.00 får lejlighed til at vise deres potentiale – og for de danske spilleres vedkommende måske gribe ud efter en plads på det mandskab, der skal repræsentere Europamestrene ved OL i London senere på året.
”Som landstræner ser jeg frem til dette dobbeltarrangement med endog ekstraordinært stor forventning og jeg er begejstret for, at vi nu for første gang får mulighed for at præsentere det danske herrelandshold i den i særklasse flotteste kulisse, vi har her i landet,” siger Ulrik Wilbek, hvis både A og B-landshold spiller returopgør i Campushalle, Flensburg dagen efter, lørdag den 7. april.
Og publikum i Herning behøver ikke frygte for, at Påskens traditionelle frokostbord må aflyses på grund af håndbold.
Som en del af samarbejdet tilbyder Dansk Håndbold Forbund og Messe Center Herning nemlig en kombination med indledende Påskefrokost for det voksne publikum til den særdeles overkommelige pris af 150 kroner, mens børnene inviteres til at bygge deres egen burger for 75 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *