Huspriserne fortsatte gennem bunden efter finanskrisen

Oprettet 14/09/2011 – 10:07

Priserne på enfamiliehuse på landsplan faldt med 1,4 % i august. Fald i syv af årets første otte måneder og priserne lå i august 5,6 % lavere end ved udgangen af 2010. Ejerlejligheder faldt med 0,7 %.
Husprisindekset for august:
· homes husprisindeks viser, at priserne på enfamiliehuse på landsplan faldt med 1,4 % i august (sæsonkorrigeret) – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
· Det er femte måned i træk med faldende huspriser. Priserne er således faldet i syv af årets første otte måneder og ligger i august 5,6 % lavere end ved udgangen af 2010.
· Huspriserne er nu under det niveau, som de nåede, da huspriserne ramte den foreløbige bund i maj 2009. Huspriserne er 20,3 % lavere, end da de nåede toppen i december 2006.
Ejerlejlighedsprisindekset for august:
· Ifølge homes ejerlejlighedsprisindeks faldt priserne på ejerlejligheder på landsplan med 0,7 % (sæsonkorrigeret) fra juli til august – når man måler prisudviklingen som et tremåneders glidende gennemsnit.
· Faldet efterfølger to måneder med fald på henholdsvis 1,6 % i juni og 2,1 % i juli. Efter tre måneder i træk med fald synes den tendens, vi så til stigende lejlighedspriser i foråret, at være brudt.
· Prisfaldet i august er særligt drevet af et prisfald i Region Midtjylland, hvor priserne faldt med 2,2 %. Priserne steg marginalt i Hovedstadsområdet med 0,2 %.
homes kommentarer til prisindeksene:
”Huspriserne ramte i juli bunden efter finanskrisen, og i august fortsatte priserne gennem bunden. Huskøberne er fortsat meget forsigtige og tilbageholdende.”
”Politikerne har under valgkampen ikke formået at give boligmarkedet et velment skub fremad – trods løfter om konkrete boligpakker fra både højre og venstre side af Folketinget.”
”De nye tal for prisudviklingen viser, at boligsælgerne gør, hvad de kan for at sætte gang i markedet, men de mange boliger til salg betyder, at der også er behov for de velmenende politiske skub for at sætte gang i boligøkonomien. Det bedste tiltag fra det nyvalgte folketing på torsdag vil være at skabe ro og bred, langsigtet enighed om vilkårene for boligejerne,” siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i home.
Priserne på ejerlejlighederne i Aarhus og København ligger fortsat 11-12 % over bunden i maj 2009.
”Ejerlejligheder er bedst til at tiltrække køberne lige nu. Trods et mindre prisfald på landsplan ligger antallet af handler i København og Aarhus på samme niveau som for et år siden. Når prisen er skarp, så er køberne der også.”
Det er dog ikke kun boligpriserne, der er faldet. Mere overraskende er det, at salgstiderne også er faldet.
Ejerlejlighederne sælger hurtigere med et fald på 23 dage, mens villaerne finder en køber 10 dage hurtigere nu end i starten af året, viser en analyse af homes handler (1. kvt. sammenlignet med 3. kvt.).
Udbudstiden er dog stadig lang på de boliger, der ikke er solgt.
De hurtigere handler er et billede på, at dem, der køber bolig netop nu, er de meget seriøse, og som er klar til at handle hurtigt, når/hvis de finder den rigtige bolig, understreger home.
”Nyhedens interesse er en stærk faktor lige nu, og den er måske stærkere end set længe, hvis boligen bliver ledsaget af en knivskarp udbudspris. Status er, at boligmarkedet er gået ned i hastighed med lidt færre bolighandler, omvendt falder handlerne hurtigere på plads for de boliger, der bliver solgt,” siger Mads Ellegaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *