Hver fjerde har taget en selfie bag rattet

Oprettet 21/08/2015 – 13:59

En ud af fire unge har taget en selfie eller lavet en opdatering under bilkørsel. Fords internationale kørekursus skal bl.a. lære danske unge om farene ved at være uopmærksom i trafikken.
Det kniber med koncentrationen, når de unge kører bil. En undersøgelse foretaget af Ford blandt 7000 unge smartphone-brugere viser, at én ud af fire 18-24-årige har taget en såkaldt selfie, mens de sidder bag rattet. Derudover har hver fjerde lavet en opdatering på Facebook under kørslen.
Den manglende koncentration kan have alvorlige konsekvenser. En selfie under kørsel med 100 km/t svarer til at køre i distraheret tilstand i 400 meter, mens en opdatering på Facebook svarer til 560 meter – eller ca. fem fodboldbaner med en pose over hoved. Derfor ser Ford frem til at lancere sit internationale kørekursus Driving Skills for Life, som for første gang nogensinde kommer til Danmark 1. og 2. september.
Lav statusopdatering i en Ford
Driving Skills for Life har gennem de sidste 10 år været et tilløbsstykke i lande som England, USA, Tyskland, Spanien og Frankrig. Her lærer de unge via sjove øvelser, hvordan man forbedrer sin køre- og bremseteknik, sin afstandsbedømmelse, og hvordan man undgår frontale sammenstød. Derudover vil der, som følge af problemerne med uopmærksomhed, være øvelser, hvor de unge under sikre forhold får mulighed for at lave en selfie og/eller opdatering, mens de kører. Formålet er at illustrere, hvordan ens reaktionsevne samt evnen til at udføre tekniske manøvre med bilen bliver reduceret markant.
”Desværre er uopmærksomhed i trafikken helt eller delvis årsagen til 35 pct. af alle ulykker på vejene i Danmark, mens næsten halvdelen af danskerne siger, at de har været tæt på at køre galt som følge af uopmærksomhed. Mange unge er desværre repræsenteret i den statistik. Derfor håber vi, at flest muligt unge danskere melder sig til vores køretekniske kursus, hvor der stadig er åbent for tilmeldinger,” siger Lene Dahlquist, kommunikationschef hos Ford.
Driving Skills for Life løber af stablen 1. og 2. september ved Bella Center i København. Kurset er gratis og henvender sig primært til unge i alderen 18-24 år.
Praktisk information:
Adresse:
Bella Center
Center Blvd. 5
2300 København S
Dato og tid:
1/9 2015 kl 14:00-18:00
2/9 2015 kl 9:30-13:30
2/9 2015 kl. 14:00-18:00

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *