Jokeren aktuelt med album: Den tørstige digter

Oprettet 27/02/2009 – 22:47

Jokeren er en nødvendig kunstner. Sådan en som Danmark har brug, og han svigter ikke på Den tørstige digter (2009). Der er for alvor noget på spil i mange af sangene, for Jokeren har stået på sidelinien af samfundet i mange år og set, hvordan hans land bare er blevet værre og værre. På stort set alle punkter. Det nye århundredes første tiår har været egoismens og grådighedens årti, og derfor hilser Jokeren både finanskrise og recession hjertelig velkommen, for der trænger i den grad til at blive justeret på de grundlæggende værdier.
Han retter verbale angreb på mangt og meget, men han har ordet i sin magt og begrunder sin vrede på en subtil måde i mange af albummets numre. For i modsætning til især Alpha Han (2003) og delvist også Gigolo Jesus (2005), som var ham og typisk holdt sig inden for privatsfæren, rækker han på Den tørstige digter ud over sig selv og beskriver verden, som han ser og oplever den. Selv siger han om cd´en, at den ”er pro-liv, pro-kærlighed og pro-hiphop. Det er slut med at romantisere gangsterrap, og hyldesten af materielle goder er også forbi.”
Jokeren er en af dansk hiphops grand old men, og han nyder status og respekt som ingen anden i det miljø herhjemme. Men han holder ikke nidkært fast i sin position og insisterer på at have de rigtige svar og vide, hvordan tingene skal gøres. Nej, han står ved sin alder og sin position og inviterer gerne den næste generation af rappere, mixere og produere, de unge, hans arvtagere, indenfor i varmen og lader dem vise, hvad de kan. Det har bl.a. givet ham en anderledes spændende, vild og helt up-to-date lyd med mange skøre ideer og skæve indfald på Den tørstige digter, hvor især den elektroniske duo Lulu Rouge har en fremtrædende rolle. Og dermed fastholder Jokeren sin position som dansk hiphops innovative faderfigur.
Han er ikke kommet sovende til den position, for det er efterhånden mere end 20 år siden, han i Hillerød lagde kimen til sin karriere. Den førte ham bl.a. til Los Angeles, hvor han fra 1992 og nogle år frem spillede bold med nogle af genrens absolutte sværvægtere globalt set. Som en del af teamet Madness 4 Real producerede han numre til plader med navne som Eazy-E (fra N.W.A.) og Ice Cube. Sideløbende arbejdede teamet også på dansk under navnet Den Gale Pose. I 1996 udgav gruppen for egen regning cd´en Mod rov (1996), som var tydeligt påvirket af deres ophold og arbejde på gangsterrappens hjemmebane på den amerikanske vestkyst. Cd´en blev godt modtaget af det danske publikum og førte siden til en pladekontrakt med Warner.
Senere udgav Den Gale Pose cd´en Sådan er reglerne (1998) og blev med ét dansk hiphops hotteste navn med stor crossover-appeal. Det skyldtes ikke mindst Spændt op til lir´, som blev et kolossalt stort radiohit. Den Gale Pose gjorde en særdeles god figur året efter ved Dansk Grammy, hvor gruppen hjemtog tre trofæer som Årets Band, Årets Rapudgivelse og Årets Hit for Spændt op til lir´, som i tilgift også blev kåret som Årets Radiohit.
Den store succes med Sådan er reglerne var med til at skabe forventninger til Den Gale Poses næste udspil, men ingen var i tvivl om, at gruppen leverede varen med Definitionen af en stodder (2001), der lige som forgængeren også fik en Danish Music Award som Årets Rapudgivelse. Alligevel valgte Jokeren at trække stikket for at fortsætte som solist, og han kom særdeles godt fra start med Alpha Han (2003), som bragede igennem, skabte debat og blev diskuteret i medierne, alt imens at Jokeren stillede spørgsmålet: ”Hvor´ du fra?”
Havnen blev en sand landeplage, og den tilflyttede Christianshavners hyldestsang til sit nye kvarter samt flere andre af sangene på Alpha Han løftede dansk hiphop et par niveuaer op, når det gjaldt lyrik. Musikalsk var cd´en også attraktiv for det brede publikum, og Alpha Han solgte i små 40.000 eksemplarer og blev hædret med en Danish Music Award i 2004 som Årets Hiphopudgivelse. Tredje gang i træk, at Jokeren hjemtog dén pris!
Gigolo Jesus blev ligeledes godt modtaget af både kritikere og pladekøbere, og det førte bl.a. til, at Den Gale Pose fik udsendt en dobbelt opsamling, Lir & Leftovers (2005), med hits, remixes og hidtil uudgivne optagelser. Jokeren havde tilmed en birolle i Hella Joofs film Fidibus, men det var ikke den vej, han ønskede at gå, for ordet er nu engang hans stærkeste våben. Som det høres på hans tredie og meget overbevisende, samfundsrevsende udspil i eget navn, Den tørstige digter.
Jokeren ER i sandhed en Joker i dansk kultur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *