Oprettet 03/11/2008 – 14:21
Den kendte it-advokat Martin von Haller Grønbæk med speciale i bl.a. e-handel og Web 2.0 problematikker er indtrådt i SAXO.com’s advisory board.
I forvejen består SAXO’s advisory board af iværksætteren Martin Thorborg, brugervenligheds-specialisten Benjamin Gundgaard, Lise Bartels Christensen, som er Lean og Coaching konsulent, samt økonomisk rådgiver Karen Jarman Jørgensen.
Administerende direktør og indehaver af SAXO.com Jørgen Balle Olesen siger: ”Jeg er rigtig glad for, at Martin von Haller Grønbæk har lyst til at hjælpe os med at drive SAXO videre fremad mod at blive det suverænt bedste bogsite i Danmark.
Martin har for det første en brændende interesse for bøger og boghandel. For det andet er Martin på forkant med brugen af Web 2.0 – altså brugerinddragelse, brugerskabte data, etablering af communities m.v. – noget vi hos SAXO tillægger en stadigt stigende betydning. Og endelig er Martin jo ubetinget en af landets førende juridiske eksperter inden for e-handel.”
Martin von Haller udtaler: ”Jeg elsker bøger – både dem af papir og dem af bits og bytes – og glæder mig derfor overordentlig meget til at arbejde samme med Jørgen og hans team om at bringe SAXO.com videre ind i en verden, hvor de traditionelle grænser mellem bruger, læser og boghandel hele tiden udfordres af nye måder at generere og udveksle indhold på”.
Fakta om Martin von Haller Grønbæk:
Martin von Haller Grønbæk er it-advokat og medstifter af Bender von Haller Dragsted. Han beskæftiger sig med juridisk og forretningsmæssig rådgivning af virksomheder indenfor e-handel, Web 2.0, open source og generelle it-retlige problemstillinger. Martin er medstifter af Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), Open Source Leverandørforeningen (OSL) og Internet Society Denmark. Han sidder i en lang række bestyrelser for start-up firmaer indenfor Web 2.0 og internet og i forskellige offentlige udvalg og nævn, herunder It-sikkerhedskomiteen, Dansk Internet Forum og DK-Hostmaster A/S. Hans weblog er på http://suse.groenbaek.net/openlife.