Oprettet 13/03/2009 – 08:02
DBU er sammen med 3F og DIF vært for konferencen ‘Kvinder vil lede’ torsdag og fredag i Kolding. Her opfordrede DBUs formand Allan Hansen kvinder i de danske fodboldklubber til at spille med i det politiske arbejde – såvel som i ledelses og trænerarbejdet.
“Vi ved, at kvinderne er derude i klubberne, vi skal bare have dem til at melde sig – og deltage i ledelsesarbejdet!”
Sådan lød opfordringen fra DBUs formand, Allan Hansen, der torsdag bød velkommen på den to dages fodbold-konference ”Kvinder vil lede”.
En konference arrangeret af DBU, Dansk Idrætsforbund og 3F, og som er det første trin i en ny udviklingsplan, der skal skaffe flere kvindelige trænere og ledere ind i fodboldverdenen:
“Kvindefodbold er i en rivende udvikling. Medlemstallene boomer, og vi vil gerne i DBU have den udvikling på ledelsesplan også,” sagde Allan Hansen, der på konferencen kom med sit bud på, hvorfor der i dag er så kvindelige leder i fodboldverdenen:
“For det første er det ikke let at begå sig i en mandeverden. For det andet, så går kvinder mere forsigtig til værks. Mænd vil naturligt lede – kvinder maser ikke frem, men skal spørges, før de melder sig. Derfor håber jeg, at I vil hjælpe mig med at prikke nogle talentfulde kvindelige lederaspiranter på skulderen,” sagde Allan Hansen til de 102 deltagere på konferencen.
Formanden glædede sig over, at der for nylig er kommet en kvinde ind i DBUs bestyrelse, nemlig Mette Bach Kjær, og han har en mission for fremtiden:
“Når jeg går af som formand, så håber jeg, at der sidder 3-4 kvinder i DBUs bestyrelse. Det er min helt klar målsætning,” sagde Allan Hansen, der understregede at netværk er alt afgørende.
Netværk betyder alt
Det bakkede DBUs nye kvindelige medlem, Mette Bach Kjær op om:
“Uden mine kollegaer, mine venner min familie var jeg intet. Netværk betyder alt. Både på mit arbejde, i klubarbejdet og i DBU,” sagde Mette Bach, der gav hendes forklaring på, hvorfor hun i dag er leder. Både civilt og i fodboldverdenen: “Min opvækst har været vigtigt, og tror jeg, det har betydet noget for mig, at jeg har spillet med drengene. Det har styrket mig, og så har jeg nok altid ville bestemme,” sagde Mette Bach, der kom med et bud på, hvorfor fordelingen i dag på lederplan er kønsmæssigt skæv i fodboldverdenen – såvel som udenfor:
“Mænd vælger mænd. De vælger en af gutterne. Mænd er mere handlestærke. Kvinder er langt mere afventende. De overvejer og vender og drejer tingene. Mænd har en mere naturlig tilgang til det at have magt, men vi må ikke fravælge kvinder på ledelsesposterne. Hvis vi gør det, så mister vi alt for mange kompetencer,” sagde Mette Bach Kjær og kom med en pointe:
“Vi har over 60.000 spillere på kvindesiden. Det er 20 procent af det samlede antal fodboldspillere herhjemme. Det kunne jo være skønt, hvis det tal også afspejlede sig i bestyrelserne – og på lederposterne!”
Ud over Allan Hansen og Mette Bach Kjær talte formand for DIF Niels Nygaard og Hege Leirfall der er medlem af norsk fodboldforbund på konference, der fortsætter fredag.
Tips fra det norske
Hvordan får man flere kvindelige ledere ind i dansk fodbold? Det er det brændende spørgsmål, som konferencen ”Kvinder vil lede”, forsøger at give svar på torsdag og fredag i Kolding.
Torsdag fik konferencens 102 deltagere inspiration fra vores norske naboland. Her er mere end en fjerdedel af landets fodboldspillere kvinder, og i forbundets bestyrelse er 3 ud af 8 medlemmer kvinder.
En af dem, 32-årige Hege Leifall, gav flere råd og bud på, hvordan vi i Danmark får flere kvindelige ledere og skaber optimale vilkår for sporten
“Når man har med piger at gøre, er det vigtigt, at give dem anerkendelse, og vise interesse i dem. Derfor bliver man nødt til at prikke talentfulde ledertyper på skulderen, og spørge dem direkte: Vil du være leder. Få kvinder kommer og spørger af sig selv, sagde Hege Leifall, der fortalte om de mange tiltag, som nordmændene har afprøvet igennem flere år.
I Norge har man blandt andet indført trænerkurser kun for kvinder. Og de er gratis at deltage på:
“Mange kvinder, der godt vil i gang med trænerjobbet, er bange for at blive ydmyget, hvis de skal på trænerhold sammen med mænd. De føler sig ganske enkelt ikke fagligt dygtige nok, og derfor har vi lavet særlige ”jente-kurser”, forklarede Hege Leifall,” der fortalte, at man tilsvarende på dommersiden har lavet rene pigehold for at få flere kvinder ud med fodboldfløjten.
Den norske fodbold-ildsjæl pointerede, at man i Norge allerede i skolefritidsordningerne har særlige fodboldaktiviteter for piger, ligesom alle pigehold har mindst en kvindelig leder: “Det er vigtigt, at der er mindst en kvinde inde omkring alle pigehold. Kvinder er med til at skabe tryghed og stabilitet omkring et hold. De kan fastholde spillere, som ellers ville være hoppet fra. På samme måde bruger vi fra forbundets side også tid på at få klubbernes…