Kræftens Bekæmpelse vildleder befolkningen

Oprettet 25/10/2011 – 13:05

Eksperter påviser graverende fejl i ny stor mobilundersøgelse
En række internationale forskere kommer med stærk kritik af ny mobilundersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse. I undersøgelsen bliver gruppen af mobilbrugere blandet sammen med gruppen af ikke-mobilbrugere. Kontrolgruppen, som udelukkende skulle bestå af ikke-mobilbrugere, rummer mindst flere hundrede tusinde mobilbrugere. Derfor er der ikke belæg for undersøgelsens konklusion om, at mobilbrug ikke giver kræft, siger kritikerne.
Flere af forskerne mener, at undersøgelsen fra Kræftens Bekæmpelse ligner bestilt arbejde:
Dr. George Carlo fra The Science and Public Policy Institute, Washington D.C. er internationalt anerkendt inden for forskning i mobilbrug og kræftrisiko. Han siger, at undersøgelsen er så fyldt med fejl, at den er ubrugelig. Han antyder, at undersøgelsen direkte er lavet til ikke at finde en sammenhæng mellem mobilbrug og kræft.
Devra Davis, PhD, kræftforsker og President of Environmental Health Trust, USA, siger, at undersøgelsen er kraftigt fejlbehæftet og designet til ikke at finde kræftrisiko ved mobilbrug.
Joel Moskowitz, PhD, forsker og direktør for Center for Family and Community Health, Berkeley University of California, påpeger, at mange fejlkilder i undersøgelsen fører til en undervurdering af en mulig sammenhæng mellem mobilbrug og kræft. Derfor er det ikke overraskende, at en undersøgelsen ikke finder en sammenhæng, siger han.
Denis L Henshaw, PhD, Emeritus Professor of Human Radiation Effects, University of Bristol, U.K., konkluderer:
– Denne alvorligt fejlbehæftede undersøgelse vildleder offentligheden og beslutningstagere om sikkerheden ved at bruge mobiltelefoner. Jeg betragter deres påstande som værende værdiløse.
WHO underkender
Verdenssundhedsorganisationen WHO kategoriserede i maj 2011 mobilbrug, dvs. mobilstråling, som muligt kræftfremkaldende. Dette historiske kursskifte foretog WHO på baggrund af konklusionen fra en indkaldt ekspertgruppe bestående af 30 af verdens førende forskere på feltet, som gennemgik eksisterende forskning. Forskere fra Kræftens Bekæmpelse var ikke inviteret med i WHOs ekspertgruppe.
Ekspertgruppen så også på forskning fra Kræftens Bekæmpelse. Vurderingen var, at kvaliteten var dårlig, og derfor blev denne forskning vægtet lavt i forhold til andre og bedre undersøgelser. Disse viste en kræftrisiko ved mobilbrug.
Det forskningsdesign, som blev underkendt af WHO, genbruger Kræftens Bekæmpelse basalt set i den nye undersøgelse, der i de seneste dage er omtalt i de største danske medier.
– I Danmark har vi ingen debat om de sundhedsskadelige virkninger ved trådløs telekommunikation, fordi medierne domineres af vildledende undersøgelser og udtalelser fra Kræftens Bekæmpelse. Alarmerende forskning samt advarsler fra WHO, Det Europæiske Miljøagentur og Europarådet bliver ignoreret i medierne, siger Thomas Grønborg,
Rådet for Helbredssikker Telekommunikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *