Oprettet 09/03/2009 – 14:39
Søndag den 8. marts var kvindernes internationale kampdag. Den blev fejret af bl.a. en særligt udvalgt gruppe kvinder fra den danske kvindesagselite, som bekymrede satte hinanden stævne. Bekymringen skyldes ikke den stigende overbelægning på kvindekrisecentrene. Den slags taler man helst ikke om ved festlige lejligheder.
Kvindesagsdagorden nr. 1 i disse år drejer sig om kvinders ret til bestyrelsesposter på lige fod med mændene, uanset om de er kvalificerede eller ej. Det er, hvad nutidens feminister kan svinge sig op til, når bølgerne går højt. Det til trods for det triste faktum, at kvindekrisecentrene i disse år er fyldt til randen både med ulykkelige danske kvinder, men så sandelig også en massiv overrepræsentation af kvinder fra den tredje verden, hvis mænd åbenbart betragter dem som en ting, man kan skalte og valte med.
Titusinder af børn og meget unge piger i det danske samfund er berøvet retten til at vise deres hår og få del i den knappe sol, der er forundt os mennesker højt mod nord. Det afkalker knoglerne og gør det ikke ligefrem nemmere at komme igennem en lang, tung dansk vinter at skulle være klædt ud, som om man befinder sig under den brændende ørkensol, mens man vi virkeligheden befinder sig højt mod nord.
Årsagen til, at selv purunge piger skal tilhylles, er angiveligt, at de ellers ”frister mændene over evne”. Kun en mand kan finde på et så tåbeligt argument, fristes man til at sige, for at dække småpiger til med tunge og usunde gevandter.
De gamle kvindesagsforkæmpere ser intet problematisk i, at småpiger påtvinges slør. Lykkeligt glemt er den tid, hvor kvindesagsforkæmperne brændte bh’en for at provokere den dominerende mand. I dag tør de ikke sige fra over for ”tredive gram stof”, som de tro mod imamernes manipulerende dagsorden benævner det islamistiske slør. Det turde den norske samfundsdebattør, Sara Azmeh Rasmussen godt – i går markerede hun kvindernes kampdag ved at brænde sin hijab på Youngstorvet i Oslo. Et befriende indslag på en ellers forstenet 8. marts.
I disse år runger de ganske gader og stræder af skud fra ulovlige våben, der ikke sjældent betjenes af unge mænd med oprindelse i det muslimske Mellemøsten. Utallige er de gange, hvor vi er blevet fortalt, hvor svært de mellemøstlige drengebørn har det, så de er nødsaget til, for en dels vedkommende, at tyrannisere deres omgivelser for at opnå den fornødne ”respekt”.
Integrationsmedarbejderne og sagsbehandlerne beder konstant om flere ressourcer til disse indvandrerfamilier, der dog formår at hylde deres døtre ind og holde dem bag lås og slå efter mørkets frembrud af frygt for familiens ”ære”, mens drengene derimod åbenbart skal realisere sig selv via mafiametoder, uden at det tilsyneladende knægter familiens ære nær så meget, som hvis en datter blotter en hårlok.
Paradokset er slående, for hvordan skulle der da også blive overskud til at opdrage på de vilde og uregerlige drenge, når man skal bruge så meget energi på at lære pigerne, at de endelig ikke må skeje bare det mindste ud, inde under slørets snærende bånd?
De muslimske piger, de forbigås i tavshed, og de fylder ikke noget i medierne, for de bruger ikke vold og terror til at markere deres synspunkter, men bliver derimod pænt derhjemme og gør som fatter beder om.
Et flertal af Folketingets partier har kvindelige partformænd; men ingen partier har valgt nogen af os alene af den grund, at vi er kvinder, hvilket jo også ville have været absurd. Alligevel mener kvindesagsforkæmperne, at der skal være kvoter snart sagt alle steder til fordel for kvinderne, ligegyldigt om en kvinde er ligeså kompetent som en mand til et givent erhverv.
Jeg finder tanken uforståelig, og håber på at næste gang, jeg skal ud at flyve, er piloten ansat efter evner og ikke sit køn. Og så er jeg i øvrigt bedøvende ligeglad med, om piloten er mand eller kvinde, bare jeg kommer sikkert frem.
Jeg nærer ikke de store illusioner om, at de danske kvindesagsforkæmpere over en bred kam løfter sløret for, hvor grelt det står til i de efterhånden store muslimske parallelsamfund, der kendes fra de fleste større danske byer. Dertil er berøringsangsten og frygten for at blive slået i hartkorn med Dansk Folkeparti åbenbart for stor.
Men – hvor der er liv, er der håb, som det hedder. Det fik en blot 10-årig yemenitisk pige at føle, da hun vandt en global kvindesagspris for sit mod og styrke til at føre en retssag mod sin trediveårige muslimske mand, der havde taget hende som brud, da hun var blot ni år gammel.
Desværre for mange muslimske piger tog deres profet Muhammed sig en kone på blot ni år, Aisha hed hun. Det har som illustreret alvorlige konsekvenser i dag for mange barnebrude, både i den muslimske verden og i Vesten, hvor den slags dog foregår mere i det gedulgte. Den slags taler kvindesagsforkæmperne her i landet helst ikke om, så hellere vende det blinde øje til og forlange flere kvinder i bestyrelserne. Det sidste er trods…