LO afviser “hemmelig plan”

Oprettet 06/09/2011 – 14:07

LO står ved løftet om at finde 15 mia. kr. i trepartsforhandlinger og henviser til de forslag, der allerede er fremlagt i offentligheden.
LO står ved tilsagnet om at tilvejebringe 15 mia. kr. gennem trepartsforhandlinger med en ny regering og afviser, at der skulle eksistere nogen ’skuffeplan’.
LO-formand Harald Børsting henviser til de forslag, der er fremlagt og omtalt i medierne, og som desuden fremgår af Fair løsning.
– Der er ikke nogen hemmelig skuffeplan. Der er de forslag og overvejelser, som der hele tiden har været, og så er der ikke mindst det løfte – som vi står fuldt og helt ved – nemlig, at vi finder de 15 mia. kr., siger LO-formand Harald Børsting.
– Vi har fremlagt en række forslag og overvejelser, der kan indgå i trepartsforhandlingerne, og som er offentligt kendt. Men eftersom der er tale om et forhandlingsforløb, hvor vi skal blive enige med regeringen og med arbejdsgiverne, så har vi – i sagens natur – ingen slutseddel liggende.
Harald Børsting understreger, at LO er klar til at deltage i trepartsforhandlinger efter valget.
– Vi har forpligtet os til at finde 15 mia. kr. Og vi forlader ikke forhandlingslokalet, før alle er enige om, at der står 15 mia. kr. på bundlinjen, siger LO-formanden.
En række af de forslag, der fremgår af Fair løsning, og som kan overvejes under trepartsforhandlingerne, er blandt andet følgende:
Give deltidsansatte mulighed for at gå på fuld tid
Give mulighed for at 5. ferieuge kan udbetales
Ændre på regler for overarbejde, afspadsering mv.
Bedre indsats for at fastholde seniorer i overenskomsterne
Forebygge sygefravær
Styrket indsats mod social dumping
Bedre hjælp til fleksjobbere i a-kassen
Bedre muligheder for livslang læring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *