Lørdag d. 11. april er det International Parkinsondag

Oprettet 08/04/2009 – 13:59

Manden, der lagde navn til Parkinsons sygdom, James Parkinson, ville lørdag d. 11. april være fyldt 254 år.
Lørdag d. 11. april markeres over hele verden som ”International Parkinsondag”. Det er James Parkinsons fødselsdag. Manden, der som den første beskrev sygdommen, hvor hovedsymptomerne er rysten, stivhed og langsomme bevægelser.
Flere end 1 ud af 1000 danskere rammes af Parkinsons sygdom, og mange flere betaler den høje pris, det er at være pårørende. Det er et liv, hvor fingrene ikke altid makker ret, et liv, hvor balancebesvær misopfattes som fuldskab, og hvor overblikket og koncentrationen langsomt forsvinder sammen med hjernecellerne. For mange ramte medfører det, at de isolerer sig, fordi omverdenen ikke forstår deres sygdom.
”For Parkinsonforeningen er den internationale Parkinsondag en af årets vigtigste dage, hvor vi har en masse folk på gaden, og hvor vi gør, hvad vi kan for at udbrede kendskabet til sygdommen. Det er centralt for foreningen, at befolkningen får et bedre kendskab til sygdommen, da det skaber en større forståelse for de parkinson-ramtes situation”, siger formanden for Parkinsonforeningen Jorry Højer.
Den Internationale Parkinsondag markeres over det meste af verden, hvor der sættes fokus på livet med Parkinsons sygdom.
Parkinsonforeningen i Danmark markerer dagen ved at en række af foreningens kredse går på gaden i dagene omkring d. 11. april og oplyser om sygdommen og foreningen. Desuden afholder foreningen d. 18. april to konferencer i Århus og København. Den ene i Århus med oplæg fra foreningens ambassadør Anne-Mette Rasmussen og foreningens protektor Grevinde Alexandra. Begge holder tale, inden de sammen slipper 1000 balloner fri ud over den århusianske himmel. I København debuterer skuespiller Bodil Jørgensen som ambassadør.
Parkinsonforeningen
Parkinsonforeningen har 7000 medlemmer, der udgøres af patienter, pårørende og støttemedlemmer. 6000-8000 danskere er ramt af Parkinsons sygdom, men mange flere er som pårørende ramt af sygdommen i dagligdagen. Parkinsons sygdom har mange synlige og usynlige symptomer. Hovedsymptomerne er rysten, stivhed og langsomme bevægelser, men derudover rammes man af en lang række kognitive symptomer. Mest kendte personer med sygdommen er skuespilleren Michael J. Fox og bokseren Muhammad Ali.
Parkinsonforeningen er stiftet i 1980. Formålet med foreningen er at hjælpe personer med Parkinsons sygdom og deres pårørende med de problemer, der opstår som følge af sygdommen samt at arbejde for bekæmpelse af sygdommen og dens følger. Parkinsonforeningen støtter årligt forskning i sygdommen med et millionbeløb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *