Oprettet 23/09/2008 – 09:24
Jægerhytten hed i midten af 1700-tallet Herlighed, og det er lige præcis, hvad man lægger gane til, hvis man besøger Jægerhytten – gastronomiske herligheder. Jægerhyttens nye restauratør Brian Mundt lægger nemlig stor vægt på at lave alt fra bunden og fortrinsvis af danske, økologiske og helst lokale råvarer.
Historien fortæller, at det var i disse vidunderlige omgivelser ved Sjælsø midt i Eksemose Skov, at dronning Caroline Matilde og Kong Christian VII´s livlæge Johann Friedrich Struensee mødes i al romantisk hemmelighed. Den dramatiske historie om kærligheden mellem den ensomme dronning og kongens livlæge og nærmeste rådgiver, fik en tragisk ende, da Struensee blev anklaget og dømt for højforræderi. I dag bliver man ikke dømt for højforræderi, hvis man lægger vejen forbi Jægerhytten, men man burde blive det, hvis man ikke gør det, for så snyder man sig selv for en unik historisk og ikke mindst gastronomisk oplevelse.
”Trods det, at man tydeligt mærker historiens vingesus, når man besøger Jægerhytten, og vi naturligvis lægger stor vægt på at give vores gæster den bedst tænkelige betjening, så har det lige fra starten været vigtigt for mig, at det var maden og den gode, autentiske smag, der skulle være i centrum”, fortæller Brian Mundt, der overtog sin drømmerestaurant i foråret.
Siden da har Brian i samarbejde med sin hustru Josefine, der er højgravid og kan føde parrets andet barn når som helst, og det øvrige personale lagt sjæl og hjerte i at gøre Jægerhytten til en restaurant, man gerne kører den ekstra vej fra hovedstadsområdet for at besøge. For enden af den ekstra vej, lige ned til Sjælsø midt ude i Eskemose Skov, venter der nemlig en historisk og gastronomisk oplevelse, man ikke oplever hver dag.
”Jeg lægger stor vægt på at lave alt fra bunden og fortrinsvis med danske, økologiske og allerhelst lokale råvarer. Blandt andet servere vi et udsøgt lam fra den lokale gård”, siger Brian Mundt, der er uddannet kok fra den stolte og traditionsrige Kryb-i-ly Kro ved Fredericia. Dagen efter han havde fået kokkehuen på hovedet, gav han sig i kast med tjeneruddannelsen som blev færdiggjort i midten af halvfemserne. Siden har Brian været køkkenchef på bl.a. Emmas Kælder – nu Auberge – på Østerbro i København, kulinarisk trendsætter hos Novo Nordisk, souschef hos Zula i Houston, Texas, som han startede op sammen med den bedste kok i sydstaterne Lance Fegen, og senest har han været forpagter af kursus- og konferencecenteret Søhuset i Forskerparken i Farum. Drømmen om at overtage Jægerhytten opstod en dag, hvor Brian besøgte Jægerhytten som gæst.
”Jeg blev meget betaget af den unikke beliggenhed og tænkte, at det var de perfekte rammer til den type mad, jeg står for – det moderne, europæiske køkken. På en eller anden måde giver de historiske rammer den helt rigtige balance til min moderne fortolkning af blandt andet nogle autentiske egnsretter”, fastslår Brian Mundt.
Lige præcis egnsretter er en af de ting, der står på menuen i den kommende tid. Udover de faste indslag som brunchbuffeten og de lækre frokostanretninger, vil der den 27. september være en lækker vildtmenu på aftenkortet. Senere vil Jægerhytten også afholde en egnsaften, hvor forskellige egnsretter vil blive serveret akkompagneret af egnshistorier fortalt af lokalhistoriker Svend-Erik Engh. Dertil kommer den store julebuffet og julemenu, der giver, for eksempel lokale virksomheder, en unik mulighed for at afholde en mindeværdig julefrokost ved den gnistrende ild fra det åbne ildsted i den historiske Jægerhytte.