Oprettet 05/11/2008 – 16:59
Få inspiration til babymassage på Gentofte Hovedbibliotek den 21. november kl. 11.
Fredag den 21. november kl. 11 fortæller sundhedsplejerske Helle Berrig om spædbarnsmassage på Gentofte Hovedbibliotek. Spædbarnsmassage styrker immunforsvaret, udvikler berøringssansen og støtter barnets udvikling.
Helle Berrig fortæller om den tryghed, tillid og det samspil, som massagen skaber mellem mor, far og barn. Derudover kommer hun ind på forskellige teknikker og giver praktisk vejledning til babymassagen. Husk at medbringe underlag (dyne, tæppe eller lignende). Arrangementet foregår i Øregårdssalen.
Gentofte Hovedbibliotek afholder løbende formiddagsarrangementer for forældre med information og foredrag om de mindste børns udvikling og pleje. Børnebiblioteket har puslefaciliteter, og vi sørger for lidt at drikke til de voksne. Især for forældre på barsel, mødregrupper m.fl. – og for baby naturligvis.
Arrangementerne varer ca. 1½ time, og der er fri adgang.