Matti Breschel vandt efter Team Saxo Bank massakre

Oprettet 06/08/2010 – 19:59

På en solbeskinnet augustfredag tog Team Saxo Bank et offensivt førergreb på Post Danmark Rundt-feltet på sidste del af den 185 kilometer lange etape mellem Hadsten og Vejle. Massakren endte i en dobbelt Team Saxo Bank-sejr med Matti Breschel og Jakob Fuuglsang som bødler.
Fire ryttere fik ellers lov at stikke fra etapestart, men da Team Saxo Bank anført af Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Jonas Aaen, Andre Steensen, Richie Porte og Jens Voigt øgede farten i feltet, blev gruppen ikke alene neutraliseret. Team Saxo Bank knuste på alle måder konkurrenterne før den frygtede stigning, Kiddesvej i Vejle.
Her stak Team Saxo Banks Jakob Fuglsang af og fik følgeskab af holdkammerat, Matti Breschel og sammen kørte de i smukkeste stil til målstregen, hvor Matti Breschel krydsede målstregen først til publikums vilde jubel. Matti Breschel fører løbet samlet foran holdkammerat, Jakob Fuglsang.
”Vi havde på forhånd joket omkring at køre væk sammen og holde til målstregen, men at det kunne lade sig gøre er lige nu ret uvirkeligt. Men holdet gjorde et fantastisk arbejde ved at trætte alle konkurrenterne inden finalen, og da vi først kom væk fra feltet, fandt vi et solidt samarbejde, og så kørte tandemen bare”, fortalte etapevinder, Matti Breschel efter etapen.
”Jeg er helt aldeles tilfreds med hele holdets indsats i dag. Vi beviste med al tydelighed, at vi er de stærkeste i feltet, og gutterne udførte planen til perfektion. Det er specielt for både mig og for rytterne at komme hjem og gøre det godt foran et talstærkt og fantastisk publikum. Nu skal vi have den samlede sejr, men om det bliver Matti eller Jakob må enkeltstarten vise”, fortalte en stolt holdejer, Bjarne Riis efter etapen.
Team Saxo Bank fører nu holdkonkurrencen og dagens etapevinder fører pointkonkurrencen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *