NemRefusion skyder sig selv i foden

Oprettet 10/08/2011 – 11:23

Dansk Byggeri ser NemRefusion som et rigtigt godt tiltag, men den tvungne elektroniske brug bør ikke iværksættes før NemID er på plads.
Der er bred anerkendelse af de forskellige indsatser, som iværksættes for at lette de administrative byrder for virksomhederne. Aktuelt ser Dansk Byggeri positivt på, at der nu bliver tvungen elektronisk brug af NemRefusion-ordningen, men fremhæver i den forbindelse, at der er behov for bedre koordinering af Nem-ordningerne.
– Det offentlige endnu en gang skudt sig selv i foden og ikke sikret den bedst mulige overgang fra et system til et andet. Når det fra den 1. september 2011 bliver obligatorisk at anvende den elektronisk ordning NemRefusion burde vi kunne forvente, at NemID til erhverv var lanceret. Det sker tidligst til november 2011, og det er ensbetydende med, at virksomhederne skal starte ud med at bruge digital signatur – og så efterfølgende om to måneder overgå til anvendelse af NemID til erhverv, siger udviklingschef Jørn Jensen i Dansk Byggeri.
Han medgiver, at det i sig selv ville være til at leve med, hvis ikke digital signatur for erhvervsdrivende havde vist sig håbløst vanskeligt at anvende for mange små og mellemstore virksomheder.
– De har ganske enkelt opgivet i mange virksomheder, og de har derfor ikke grundlaget for at bruge den elektroniske udgave af NemRefusion, som træder i kraft om mindre end en måned.
Dansk Byggeri opfordrer derfor til at udsætte den tvungne brug af den elektroniske udgave af NemRefusion til NemID er på plads.
– Vi tror på, at NemID-løsningen bliver langt bedre end digital signatur. Skønhedspletterne er ikke Nem-ordningerne, men en rigtig dårlig koordinering mellem Beskæftigelsesministeriet, der står for NemRefusion, og SKAT, der står for lanceringen af NemID for erhverv. Ved ikke fra start at sikre ordentlig adgang til systemet, ødelægger man muligheden for at sikre sig tilfredse brugere, slutter Jørn Jensen.
Den nye samlede digitale model – NemRefusion – gør det meget nemmere og hurtigere for virksomhederne at anmelde syge- og barselsfravær og få udbetalt refusionen. Det nye system er opbygget således at mange oplysninger er udfyldt på forhånd. Det gør systemet mere effektivt og sikkert. Virksomheden skal kun udfylde få ting, idet der på forhånd ligger en række valideringer i systemet og dermed minimeres fejl og mangler i indberetninger, der let og enkelt sendes afsted med et tryk på send-knappen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *