Nordjyder skal opføre sydlige halvkugles største vindmøllepark

Oprettet 17/08/2011 – 16:06

Nordjysk vindmøllefirma vinder en kæmpe ordre på opsætning af 140 vindmøller i Australien til det, der bliver den største vindmøllepark på den sydlige halvkugle
Den nordjyske vind-virksomhed KR Wind har vundet en kæmpeordre på opsætning af 140 vindmøller i Australien. Det fortæller firmaet i en pressemeddelelse.
KR Wind skal stå for både opsætningen og installationsarbejdet, og ordren er et væsentligt strategisk skridt ind på vindmarkedet i Asien og Stillehavsområdet.
Projektet hedder Macarthur, og det kommer til at udgøre den til dato største vindmøllepark på den sydlige halvkugle. Det er danske Vestas, der skal levere de 140 møller, som skal opsættes i den australske delstat Victoria.
– Denne ordre er resultatet af længere tids målrettet indsats for at styrke vores tilstedeværelse i den del af verden. Det bliver et af de største projekter, vi har arbejdet med på og et vigtigt skridt ind på et marked, hvor der ligger et kæmpepotentiale for at installere langt flere vindmølleparker fremover, siger John Hartvig Larsen, adm. direktør i KR Wind og fortsætter:
– Vi er allerede godt etableret i USA, Canada og i Europa, men hvis vi vil bevare og udbygge vores position i vindindustrien fremover, er det af største vigtighed, at vi også satser stærkt på de nye markeder.
Premiere på tre MW vindmølle
Den australske regering besluttede i august 2009, at 20 procent af elforsyningen i 2020 skal komme fra vedvarende energikilder, og det har i vindindustrien givet forventninger om nye store projekter.
Macarthur-projektet bliver den kommercielle premiere på Vestas’ tre MW vindmølle med et vingefang på 112 meter.
Installeringsarbejdet på Macarthur-projektet starter op i sommeren 2011, og projektet forventes afsluttet i løbet af fjerde kvartal 2012.
KR Wind er en af verdens førende underleverandører til vindmølleindustrien og specialiserer sig i totalløsninger inden for transport, hejsning, installation og vedligehold af vindmøller på det globale marked.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *