Oprettet 15/05/2008 – 05:38
Suppe, steg, is og stille familiehygge. Sådan så konfirmationsfesten ud indtil for få år siden. Men det er fortid. I dette forår er kreativiteten eksploderet. En ny tendens er for alvor slået igennem, og de unge konfirmander bestemmer selv, hvad der skal ske på den store dag.
Tendensen er helt klar. Det skal være sjovt og uformelt, ikke stift og familieagtigt. Konfirmanden synes det er hans eller hendes store dag, og festen skal udtrykke konfirmandens individualitet. Det gælder alt lige fra lokaler over maden til dekorationer og underholdning. Efterhånden ser konfirmationsfesten ud som en bryllupsfest, forklarer Vivi Foss Hansen fra Festklar.dk, der oplever en tilsvarende tendens inden for barnedåb.
Barnedåben var tidligere en lukket begivenhed for den nærmeste familie, men også her går udviklingen i retningen af større og mere ambitiøse fester, hvor der er tænkt over hver en detalje, oplever Vivi Foss Hansen, som er med til at arrangere en række af forårets konfirmationer, barnedåb og bryllupper i hovedstadsområdet.
Ifølge fremtidsforsker Rolf Jensen fra Dream Company er dette blot begyndelsen til en ritualkultur, som vi fremover kommer til at se meget mere til.
Det er det, som vi kalder re-ritualisering. Ritualerne vender nu stærkt tilbage, men på en ny måde. Det gælder bryllupper, barnedåb, begravelser og ikke mindst konfirmationer, siger han.
Ifølge Rolf Jensen bliver børn i dag tidligere voksne end før, og det betyder, at de tidligere får deres eget forbrugsmønster, og derfor også vil sætte deres eget præg på konfirmationsfesten.
Dertil kommer, at vi er blevet meget individuelle som mennesker. Konfirmationen er gået fra at være et gruppeportræt til at blive et selvportræt, fortæller Rolf Jensen.
Bliver hentet i hestekaret
Præster, som har udviklingen tæt ind på livet, nikker genkendende til tendensen.
I dag bliver de unge ikke konfirmeret af pligt eller tvang, selv om traditionerne stadig betyder meget. Det er et personligt valg, hvor troen og de store spørgsmål spiller en stor rolle. Da konfirmanden er hovedperson, er det blevet meget almindeligt, at konfirmanden også er medbestemmende i forhold til festens forløb, menuen og gæster, siger sognepræst i Vedbæk kirke Ingrid Halkjær-Lassen.
Der er stor glæde knyttet til konfirmationen både i kirken og til den efterfølgende fest, og der må gerne være overraskelser og sjove indslag under festen, så den skiller sig ud, forklarer hun.
Hun og andre præster har oplevet, hvordan konfirmanderne hentes eller bringes i limousine eller hestekaret, og at hele dagen er meget iscenesat. Noget nyt er det også, siger Ingrid Halkjær-Lassen, at de unge besøger hinandens konfirmationsfester i løbet af dagen.
Til konfirmations- og dåbsfester inviterer man ikke blot familien, men også venner, familiens forretningsforbindelser og bekendtskaber, for festen er familiens markering af sin egen formåen og kvalitetssans, forklarer Vivi Foss Hansen fra Festklar.dk.
Til konfirmationer skal der være tjenere, store blomsteropsatser, guldstole, et band, der underholder og cocktailbar præcis som ved bryllupper. Alle gæsterne skal opleve dagen som sjov, men først og fremmest huske den som en helt særlig dag, der udtrykker konfirmandens ønsker og karakter. Og nogle af disse elementer oplever vi nu også ved andre familiebegivenheder som barnedåb, slutter hun.