Nyt gratis 3D-univers puster liv i ovenlysdrømmene

Oprettet 10/08/2011 – 14:05

Dagslys har en positiv effekt på mennesker, og flere og flere drømmer også om en ombygning af boligen med ovenlysvinduer, der kan lukke masser af dagslys ind.
Med VELUX ovenlysdesigner er det nu muligt for hvem som helst at blive lysarkitekt i sit eget hjem og vække de vildeste boligdrømme til live i et unikt 3D-univers. VELUX ovenlysdesigner er et helt nyt online værktøj, der hjælper dig med at designe og planlægge, hvor ovenlysvinduerne skal placeres i dit tag for at få den bedste dagslyseffekt.
Hvis du overvejer at indrette stue eller værelser i dit tomme loftsrum eller at renovere dit etplanshus, er inddragelse af lys og luft en god idé. Den bedste løsning er et eller flere ovenlysvinduer i taget, der udover at give virkningen af et større rum, også er ideelle til at skabe indbydende lokaler badet i dagslys og med udsigt til himlen. Og samtidig er dagslys med til at forbedre indeklimaet markant, hvilket især er vigtigt i den vestlige verden, hvor vi tilbringer mere end 90 % af vores tid inden døre. Men mange boligejere ved ikke, hvordan rummet skal designes, og hvilke ovenlysvinduer man skal købe for at opnå den bedste effekt af dagslyset?
Nu har VELUX Danmark A/S gjort det muligt at få et realistisk billede af, hvordan forskellige dagslysløsninger vil se ud i netop din bolig. VELUX ovenlysdesigner hedder værktøjet, der ved hjælp af den nyeste 3D-teknologi giver brugeren mulighed for at skitsere sit eget rum efter mål og positionere det i forhold til verdenshjørnerne. På den måde opnås de helt rigtige lysforhold, og brugeren får en realistisk 3D-grafik af, hvordan dagslyset vil falde i rummet.
– VELUX ovenlysdesigner er en moderne web-applikation, der kan visualisere for brugeren, hvordan man ved at integrere såvel ovenlysløsninger som facadevinduer kan forny boligen med masser af dagslys. Med realistiske simulationer af dagslyset kan værktøjet vise, hvor meget dagslys, der lukkes ind i rummet, og hvordan lyset ændrer sig i rummet efter solens bane over himlen og årstidernes skiften. Det giver brugeren optimale muligheder for at finde den helt rette dagslysløsning, udtaler Jesper Salskov Jensen, direktør i VELUX Danmark.
Del dine boligdrømme med vennerne
VELUX ovenlysdesigner er dels udviklet til at hjælpe brugeren med at opnå en bedre forståelse for, hvordan man får den bedste dagslyseffekt med VELUX produkter, og dels for at vise hvilke muligheder der er for at integrere forskellige løsninger i den enkelte bolig. Med planlægningsværktøjet kan man udfordre sine egne kundskaber som arkitekt, designe sin egen bolig og samtidig dele sine idéer og planer med familie og venner.
– Det kan være svært at forklare sin omgangskreds, hvilke planer og drømme man har for boligen. Her er VELUX ovenlysdesigner smart, fordi den er udviklet til at gemme brugerens rum, så man altid kan vende tilbage til sine egne skitser eller udveksle links til de rum, man har bygget inde i applikationen. Det er en nem måde at dele sine idéer og planer med familie og venner på, siger Jesper Salskov Jensen.
Udviklet efter nyeste spilteknologi
VELUX ovenlysdesigner er udviklet i samarbejde med den danske software- og computerspilsproducent, Unity Studios, der har stor erfaring med at designe løsninger for ikke-ekspertbrugere. Det nye planlægningsværktøj er udviklet efter den nyeste og mest moderne 3D-spilteknologi, men i et brugervenligt design, der gør, at alle kan anvende det på deres private computer.
– I samarbejde med Unity Studios har vi formået at lave et anvendeligt planlægningsværktøj og en online brugerflade, der logisk leder brugeren igennem et forløb, der ender med at vise det rum, brugeren har forestillet sig. Der er mange valg at træffe i planlægningsprocessen, men med VELUX ovenlysdesigner har vi gjort den proces mindre kompleks og dermed også nemmere for kunderne, siger Jesper Salskov Jensen.
VELUX ovenlysdesigner er et nemt og enkelt web-værktøj, der giver muligheden for at indrette sit rum med ovenlysvinduer, lystunneller eller ovenlyskupler. Værktøjet kan bruges hjemme i stuen, og på den måde kan man i ro og mag forstå, hvad VELUX løsninger kan gøre for boligen.
Mere information: På www.velux.dk kan du læse mere om VELUX forskellige løsninger, der kan øge niveauet af dagslys inden døre markant. Desuden kan du afprøve VELUX ovenlysdesigner og med den designe spændende vinduesløsninger og se effekten af det ekstra dagslys i boligen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *