Politikernes floskler er som citronhalvmåne på repeat

Oprettet 31/08/2011 – 10:06

De politikere, som i et røgslør af luftig retorik prøver at skjule, hvad de reelt mener, bør droppe det. De er nemlig lette at afsløre, mener sprogforsker
Mange politikere gemmer sig i valgkampen bag foundation, klicheer og tom retorik.
”De luftige formuleringer er som at få serveret det samme knastørre stykke citronhalvmåne igen og igen”, skriver sprogforsker Michael Ejstrup i dag på DMJX’ valgblog.
Nogle af de slemme til at skjule substansen bag upræcise floskler er – ifølge sprogmanden – Helle Thorning og Lars Løkke, mens fx Pia Kjærsgaard og Johanne Schmidt-Nielsen taler, så vi både forstår det og får et ordentligt grundlag at vælge på.
Tomgangspolitikerne kan dog lige så godt komme ud af busken. For hvis man lytter rigtigt efter, afslører de alligevel deres svagheder og passioner.
”Lyt til stemmen, lyt til pausernes længde, lyt til, hvor mange øhh og bøhh, politikerne har brug for. Stemmen knækker og tonen stiger – og det afslører vildt meget om, hvad der sker inden i hovederne på dem”, forklarer Michael Ejstrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *