Rasmus Walter kommer i Koncertsalen

Oprettet 03/05/2013 – 09:59

Det skulle tage en håndfuld engelsksprogede udgivelser og en karriere som forsanger i Grand Avenue, før Rasmus Walter fandt sin rette hylde. Som sanger og sangskriver – på dansk. Lørdag 30. november lægger han vejen forbi Koncerthuset.
Rasmus Walter udgav i marts sit andet dansksprogede album ‘Lige Her, Lige Nu’, der blandt andet indeholder hitsinglerne ‘Endeløst’ og ‘Knust Glas’. Med det i bagagen rejser han i øjeblikket land og rige rundt og spiller for fulde huse. I sig selv noget af en bedrift i en tid, hvor den danske musikscene ellers ikke skorter på talentfulde performere på modersmålet. Ikke desto mindre formår Rasmus Walter i dén grad at skille sig ud fra mængden og vokse med succesen disse dage.
Faktisk var det tilfældighedernes spil, der, oven på fire engelsksprogede albums som forsanger i det succesfulde pop/rockband Grand Avenue, fik Rasmus Walter i gang på dansk. Hans tvillingebror Anders, som er illustrator, bad ham om at skrive et dansksproget nummer til en tegneserie, han arbejdede på, og således kastede han sig over det danske. Første solosingle blev ‘Dybt vand’, der hurtig røg i heftig radiorotation.
Rasmus Walter er p.t. på alt andet end dybt vand – nok nærmere på sikker grund, og lørdag 30. november er det Koncertsalens bonede gulve, han betræder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *