Ribe-Esbjerg vinder af afbrudt kamp

Oprettet 03/10/2011 – 15:06

Ribe-Esbjerg får tilkendt 21-16 sejr i kampen mod Team Sydhavsøerne
Efter indstilling fra begge deltagende klubber har Dansk Håndbold Forbunds Turneringsudvalg mandag vedtaget at lade Ribe-Esbjerg HH stå som vinder af sidste søndags udekamp mod Team Sydhavsøerne i mændenes 1. division med cifrene 21-16.
Netop 21-16 i Ribe-Esbjergs favør var stillingen, da jydernes fløjspiller, Lars Olsen, i kampens 47. minut faldt om ved udskiftningsbænken og senere trods genoplivningsforsøg blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset i Nykøbing Falster.
To dage efter den afbrudte kamp – tirsdag den 27. september – modtog DHF en anmodning fra Ribe-Esbjerg HH om at fastholde stillingen som kampens endelige resultat. En opfordring, kampens modstander, Team Sydhavsøerne, har bakket entydigt op om med den begrundelse, at det ikke ville være i overensstemmelse med sportslige formål at spille hverken den resterende tid eller hele kampen om.
Dansk Håndbold Forbund har naturligvis valgt at følge de implicerede klubbers anmodning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *