Sand formiddag, græs eftermiddag

Oprettet 20/01/2009 – 15:31

Opdateret: Efter fire træningspas på de to første dage af træningsopholdet i Thailand, fik Ligalandsholdsholdsspillerne bevilget en tur til sandet og vandet ved Kuta Beach mandag formiddag. Mandag eftermiddag og tirsdag formiddag var de 20 spillere tilbage på græsset.
Spillerne får tjekket deres vægt både om morgenen og efter træningen. Her er det Jens Gjesing der træder op på vægten mens Johannes Breum noterer. Foto Anders Kjærbye.
Spillerne på Ligalandsholdet havde indtil mandag morgen ikke set meget andet af Phuket end byen set fra bussen, hotellet og træningsanlægget.
Men efter fire træningspas de første to dage af det reelt otte dage lange træningsophold fik spillerne i bogstaveligste forstand en saltvandsindsprøjtning med et besøg på den flotte Kata Beach på den vestlige side af ferieøen.
Spillernes tid i vandet var begrænset til 15 minutter og på sandet til sammenlagt 45 minutter primært i skyggen.
Mandag eftermiddag var sandet skiftet ud med græsset, da spillerne første gang testede kampbanen på Surakul stadion, hvor temperaturen på sit højeste nåede op på 37 graders varme.
”Det føles faktisk ikke så slemt derinde, det lufter lidt derinde, så det er ganske fornuftigt,” mente assistenttræner Peter Bonde, og banens kvalitet blev kommenteret af anden assistenttræner Torben Storm:
”Det er en rigtig god fodboldbane. Langt bedre end man kan forvente i et klima så dette. Men den er både jævn og blød.”
Træningen bestod af op- og afleveringsspil ud fra de positioner, trænerne har i tankerne for hver enkelt spiller på Ligalandsholdet. Og dermed fortsatte det taktisk aktuelle indhold af træningerne lørdag og søndag.
Spillernes fysiske tilstand blev igen løbende målt online under træningen af massør Allan Poulsen, som udover de elektroniske målinger under træningen også sikrer spillernes væskeindtag gennem registrering af spillernes vægt om morgenen, før træningerne og umiddelbart efter træningerne. Der holdes naturligvis specielt øje med de spillere, der har været helt oppe på et væsketab på 2,5 kilo under et enkelt træningspas.
Tirsdag er der ligeledes kun planlagt ét træningspas på grund af kampen mod Nordkorea onsdag eftermiddag.
Det blev gennemført på træningsbanen på the British International School, hvor træningsindholdet tog højde for en form for restitution efter de fem hidtidige træningspas samt kampen i morgen.
Der blev således spillet og talt både opspil og forsvarsspil samt spil i forkanter med tvungne første- eller første- og andengangsafleveringer.
Danske turister i området er velkommen til at overvære Ligalandsholdets træninger, der fremgår på dbu.dk.
Ligalandsholdet spiller onsdag eftermiddag mod Nordkorea.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *