Oprettet 10/02/2009 – 15:45
Det danske U/17 landshold tabte 1-0 til Grækenland i et chancefattigt opgør. Christian Sørensen, OB, debuterede i startopstillingen
Onsdag aften spiller det danske A-landshold som bekendt i Athen mod Grækenland, men tirsdag eftermiddag satte det danske U/17 landshold det græske ditto stævne i den græske hovedstad.
A-landstrænerteamet anført af Morten Olsen havde sat tid af i programmet til at følge de danske stortalenter, som inden kampen havde hentet 5 sejre på stribe, senest ved at besejre Portugal to gange på udebane i december.
I slutningen af marts spiller U/17 drengene den afgørende eliterunde mod Norge, Hviderusland og Frankrig om kvalifikation til sommerens EM-slutrunde i Tyskland, og kampene mod Grækenland var derfor den sidste mulighed for U/17 landstræner Thomas Frank til at matche talenterne på højeste niveau.
Landstræneren havde modtaget afbud fra de skadede, Rasmus Falk Jensen, Nikolaj Ritter og Alexander Nissen Green, og det gav blandt andet debut i startopstillingen til Christian Sørensen, OB.
Debutanten stod bag Danmarks største chance før pausen, da han efter kun tre minutter brød gennem på venstrekanten, og spillede Christian Eriksen helt fri, men den græske keeper klarede flot afslutningen fra Ajax spilleren. Derudover skabte de rød-hvide ikke de store chancer i de første 40 minutter, men den danske defensiv stod ligeledes stærkt.
Efter ni minutter fik grækerne dog dirket det danske forsvar op, da en dyb stikning sikkert blev sikkert omsat til mål af Narios Papadopoulos.
Efter pausen var billedet uændret. Danmark forsøgte uden held at få gang i pasningsspillet, men en smattet bane kombineret med et fysisk stærkt græsk mandskab betød at der ikke blev skabt de store åbne chancer.
Mads Hvilsom og Dario Dumic var tættest på med to hovedstødschancer, men den græske defensiv holdt stand.
U/17 landstræner Thomas Frank var generelt skuffet over den danske indsats, men han kan uden tvivl bruge kampen i det videre arbejde med U/17-landsholdet:
”Vi taber fortjent 1-0 til en fysisk stærk og godt organiseret modstander, og set i det perspektiv var det en perfekt generalprøve på når vi skal møde Norge om syv uger. Vi starter kampen godt og skaber en stor chance, og i anden halvdel af første halvleg får vi sat spillet godt og finder nogle åbninger i det græske forsvar,” konstaterer Thomas Frank og fortsætter:
”I anden halvleg har vi svære betingelser at spiller under, da grækerne organiserer sig godt, og vores spil bliver for omstændigt, da vi ikke får flyttet bolden hurtigt nok. Vi taber til, en på dagen, bedre modstander, ud fra de betingelser kampen bliver spillet under, men spillerne på dette hold er rigtig dygtige til at reflektere over tingene og de har en evne til at løfte sig, hvilket jeg er overbevidst om at de gør allerede til den anden kamp mod Grækenland på torsdag”.
Torsdag spiller U/17 drengene igen mod Grækenland, og kan derefter se frem mod den afgørende EM-kvalifikationsrunde, som spilles i sydfranske Biarritz.