Skide ligeglad med Mega-gevinst

Oprettet 19/10/2011 – 13:05

En kvinde fra Storkøbenhavn skrabede sig i sidste uge til 5 millioner kroner på en MegaQuick. Manden sad på toilettet, da hun gav ham den gode nyhed – og han var ”skide ligeglad”.
– Jeg skreg. Jeg sad inde i bilen og skreg, griner den skrabespiller, som i sidste uge havde købt en MegaQuick. Loddet viste sig nemlig at indeholde den størst mulige gevinst, den på 5 millioner kroner.
– Da jeg havde skrabet de første to beløb, tænkte jeg: ”Ja, ja, det har jeg prøvet før”. Men da så det tredje kom, så var det, jeg begyndte at skrige, fortæller hun.
Vores vinder vil ikke fortælle sit navn eller sin alder, kun at hun er bosiddende i København. Og glad for sin gevinst!
– Jeg forsøgte at ringe hjem for at fortælle min mand det, men fik ikke fat i ham. Så derfor kørte jeg hjem. Jeg holdt loddet i hånden hele tiden, siger hun og fortsætter grinende:
– Min mand sad på toilettet, da jeg kom ind af døren. Jeg løb hen til ham. Men han var helt cool. Han sagde bare, at han var skide ligeglad, om jeg så havde vundet 50 millioner kroner. Det måtte vente, til han var færdig. Han bad mig gå ud flere gange.
Mens vores vinder stod og trippede uden for toiletdøren, stimlede børnene sammen.
– De troede, der var noget galt. Jeg stod jo der og råbte, smiler hun.
Familien er nu samlet igen, og alle mand faldet til ro. Nu planlægger de en rejse og tænker over, hvilke småprojekter de skal have lavet på huset for gevinsten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *