Søren Gade i ny fond

Oprettet 18/08/2011 – 10:06

Den tidligere forsvarsminister er med i ny problemknuserfond.
Fhv. forsvarsminister Søren Gade går nu aktivt ind i arbejdet med en ny fond, NEXT STEP Fonden, der stiftes fredag den 19. august af rådgivningsfirmaet Bindslev i forbindelse med firmaets ti års fødselsdag.
Formålet med fonden er at igangsætte samfundsændringer uden de store midler, men til gavn for mange menneskers hverdag:
-Jeg er meget begejstret over Bindslevs initiativ, og synes det er stort, at et firma og dets medarbejdere uden videre donerer både penge og arbejdskraft til skabe forandringer for en masse mennesker, siger Søren Gade, der er medlem af NEXT STEP Fondens Advisory Board.
Ti procent af årets overskud efter skat i Bindslev AS går til Next Step, fem procent af de ansattes tid allokeres til årets aktivitet og fem procent af Bindslev AS’ freelancenetværks honorar tildeles Fonden.
NEXT STEP Fonden udvælger efter indstilling fra Bindslevs kunder og samarbejdspartnere et problem og igangsætter en løsning, der som minimum skal kunne skabe én konkret forbedring for mere end 100 menneskers hverdag.
Søren Gade mener, at NEXT STEP Fonden er det helt rigtige initiativ på det helt rigtige tidspunkt :
-Vi har så travlt med at lave regler og forbud, men det her initiativ går ind til kernen, fordi det er så konkret: hvad vi selv kan gøre for at skabe ændringer, der både forandrer folks hverdag og vores samfund? Jeg er stolt af at være en del af noget, der forandrer årsagerne og ikke bare behandler symptomerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *