Oprettet 11/08/2011 – 14:06
Overnatningstallene for 1. halvdel af 2011 giver grobund for optimisme i turistbranchen.
De registrerede overnatninger er bl.a. steget fra 15,7 mio. sidste år til 16,4 mio. i år for perioden januar-juni, svarende til en vækst på 4,6 pct. Det viser nye tal fra VisitDenmark.
Turisterhvervet ser ud til at have fremgang
– Det glæder mig, at overnatningstallene er steget og at turisterhvervet ser ud til at have fremgang, men jeg vil nu vente med at fejre successen til vi ser tallene for juli og august. Det er ikke nogen hemmelighed, at netop de to sommermåneder, der i år indtil videre har været meget våde, betyder utroligt meget – ikke mindst for feriehuslejere og campisterne, siger Morten Brustad, markedsdirektør i Dansk Erhverv.
Juni måned ualmindelig god
Juni måned har dog været ualmindelig god for både campingpladser, feriehusudlejere og hoteller. På de danske campingpladser var der 341.000 flere overnatninger – en stigning på 24 % i forhold til sidste år. Samtidig har hotellerne har haft den bedste juni, siden man begyndte at føre statistik i 1992, med en stigning på 130.000 overnatninger, svarende til en stigning på 12 %. De danske feriehuse var også mere populære i årets første sommermåned end sidste år. 250.000 flere overnatninger blev det til i udlejede feriehuse, hvilket er en stigning på 16 procent. Som sædvanlig er det især danskere, tyskere, svenskere og nordmænd, der holder ferie i Danmark.
Fremgang for feriehuse og campingpladser
– En fremgang på 341.000 og 250.000 overnatninger for hhv. campingpladser og feriehuse, er godt og er tegn på at turisterne er ved at vende tilbage til Danmark igen efter nogle sløje år. Nu gælder det om at bygge videre på de gode resultater, og arbejde videre i de spor økonomi – og erhvervsministeren lagde ud i foråret for turisterhvervet for at sikre fortsat vækst, og for at sikre, at vi styrker vor konkurrenceevne internationalt, siger Morten Brustad.
3,7 millioner overnatninger i juni – fremgang på 18 procent
Der blev samlet set overnattet 3,7 millioner gange på danske hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrehjem og lystbådehavne. Det er 563.000 eller 18 procent flere overnatninger end i juni sidste år.