Oprettet 08/09/2008 – 12:54
Onsdag den 10. september leveres de første 20 af i alt 100 golfbiler til Lübker Golf Resort®. Golfanlæg i Danmark har typisk mellem fem og 10 golfbiler til udlejning.
Ambitionen om at blive et af Nordeuropas bedste golfresorts inkluderer også en bilpark af store dimensioner, så man ubesværet kan komme rundt i det 200 hektar store golfresort. Derfor opruster Lübker Golf Resort® nu bilparken af el-drevne golfbiler. Ifølge leverandøren Søren Carlsen fra SC–Svend Carslen A/S, er det den største handel af golfbiler nogensinde, som er foretaget af en dansk golfklub.
Leveringen sker op til Grand Opening i uge 39, som officielt markerer åbningen af det allerede meget roste golfanlæg. Resortets 36 golfhuller er designet af Robert Trent Jones II, som er en af verdens bedste golfbanearkitekter.
De første 20 af i alt 100 golfbiler leveres onsdag den 10. september 2008 kl. 13.00 foran Lübker Lodge.
Golfmanager Carsten Brandt, glæder sig til at tage imod.
”Vi har valgt Club Car, som anses for at være det bedste produkt på markedet. Mere specifikt er det model Precedent i2L, der er valgt, da den har gode køreegenskaber og høj komfort. Bilen er desuden kendetegnet ved meget lave vedligeholdelsesomkostninger, og en høj kapacitet på batterierne. Bilen er godkendt til at køre på de private fællesveje på golfresortet. Vi er glade for at kunne introducere Club Car, som er verdens største producent af golfbiler, som officiel golfbil partner i Lübker Golf Resort®” siger Carsten Brandt.
Club Car Precedent i2L er til Lübker Golf Resort® blevet monteret med følgende ekstraudstyr:
– Monsoontag med indvendige håndtag
– Tonet foldbar frontrude
– Opbevaringskurv og bagholder
– Singel Point Water System
– Alufælge
– Bagprotector
– Bold- and clubcleaner
– ”Softgrip” fordæk.
– Clublogo
– Kølebox
– Bugseringsbeslag
– Lovpligtigt sikkerhedsudstyr i form af lygter og horn.
En del af bilerne er solgt til husejere og til medlemmer af Lübker Golf Club. Bilerne kan desuden lejes til en runde på golfbanen for kr. 300,- . Kørsel i hele resortet koster kr. 600,- pr. dag.