Strygekvartet og to komponister deler 1,8 mio.

Oprettet 21/10/2011 – 11:06

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats Hæderspris uddeles 1. november, og prismodtagerne er i år: Finn Savery, Thomas Agerfeldt Olesen og Den Danske Strygekvartet
Tirsdag 1. november uddeles Danmarks største hæderspris til danske kunstnere ved en koncert i Dronningesalen, Den Sorte Diamant i København. De tre prismodtagere er i år Finn Savery, Thomas Agerfeldt Olesen og Den Danske Strygekvartet. Hver bliver de hædret med 600.000 kroner.
Ved første del af koncerten bliver de to komponister hyldet af DR UnderholdningsOrkestret, som dels spiller Agerfeldt Olesens værk fra 2009 ‘Liebesbriefe’, og dels uropfører Finn Saverys ‘Spring ’11’. I anden del af koncerten viser Den Danske Strygerkvartet med værker af Nielsen og Haydn, hvorfor de modtager den tredje hæderspris.
Prismodtagerne:
Finn Savery (f. 1933) har gennem hele sin karriere som både udøvende jazzpianist og klassisk komponist bevæget sig i et krydsfelt af flere stilarter. Finn Saverys store musikalske nysgerrighed smitter af på hans kompositioner, der bevæger sig i et bredt felt mellem tonal tradition, europæisk modernisme, folkemusik, populærmusik, jazz og rock. En væsentlig grund til, at han får prisen er, at “han er blandt de få, som har fundet sin egen vej, sit eget sprog i zonen mellem de forskellige genrer”, som det står i motiveringen.
Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969) er uddannet cellist og komponist, men hans kompositioner er i dag så efterspurgte, at han udelukkende lever af at skrive musik. Han arbejder sammen med både danske og udenlandske orkestre og ensembler. Thomas Agerfeldt Olesen søger ikke det spektakulære i sine kompositioner, men han bidrager altid med en subtil fornyelse i form af overraskende klangmøder. Som motiveringen beskriver det: “Han har skabt sine forbavsende, forunderlige, sært smukke, nærmest drømmende musikformer. Som ikke kan undgå at blive en betydningsfuld del af nutidig dansk musikskaben.
Den Danske Strygekvartet har netop fejret sit 10 års jubilæum. 1. prisen ved P2-kammermusikkonkurencen i 2004 var med til at cementere de fire unge strygeres renommé som et af Danmarks absolut bedste kammerensembler. Blandt kvartettens nyere udmærkelser er en 1. pris ved Londons internationale strygekvartetkonkurrence i 2009. Sideløbende med en høj koncertaktivitet har de bl.a. udgivet Carl Nielsens samlede strygekvartetter, der høstede overvældende anmelderroser. Motiveringen lægger også stor vægt på udgivelsen og beskriver samtidig kvartetten således: “Kvartetten er med sin stærke udstråling en væsentlig faktor i den grøde, der er i dansk kammermusik for tiden. De fire unge mennesker har modet og formatet til at bryde grænser og sætte kammermusikken i nye sammenhænge.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *