Oprettet 24/09/2008 – 12:38
Gentofte Hovedbibliotek fortsætter sidste års succes med læseklubber for alle, og vi tilbyder i år ikke mindre end 14 af slagsen.
Gentofte Hovedbibliotek fortsætter sidste års succes med læseklubber for alle, og vi tilbyder i år ikke mindre end 14 af slagsen.
En læseklub er en enestående chance for at møde andre læsere og more sig, undre sig, blive klogere på og måske forarget over en lang række romaner. Alle kan være med, og det kræver ingen særlige forudsætninger, du skal bare være en læsehest.
Her er noget for enhver læselyst
Til de krimi-interesserede Stieg Larsson-fans er her en krimiklassikerklub der udforsker trådene tilbage i krimiens historie. Har du lyst til at orientere sig i den nyeste, danske litteratur tilbyder vi en klub med fokus på ung dansk prosa 07/08. De der vil se ud over landets grænse, kan kaste sig over nyere asiatisk litteratur, russiske klassikere eller amerikansk prosa. For de hårdføre tilbyder vi beretninger fra fronten, provokerende og stødende litteratur og Graphic Novels. Trænger du til et godt grin er den nordiske, humoristiske litteratur sikkert noget for dig.
Alle Gentofte Hovedbiblioteks læseklubber mødes en gang om måneden med start i oktober. En litteraturkonsulent er tilknyttet hver gruppe og vil hjælpe med praktiske ting såsom at bestille materialer, finde sekundærlitteratur og give gode råd til processen.