Tivoli Blomster Show 2010

Oprettet 20/08/2010 – 12:56

Søndag den 29. august får Tivoli besøg af nogle af Danmarks ypperste blomsterdekoratører, der konkurrerer om hvem af dem, der kan lave de bedste blomsterdekorationer. Tv-vært og haveelsker Puk Elgaard leder for første gang blomsterslaget, der koster blod, sved og tårer til gæsternes begejstring og beundring.
Der bliver masser at se på, når 30 dygtige blomsterdekoratører fra hele landet deltager i
årets Tivoli Blomster Show. Selvom blomsterdekoratører er under tidspres, så er der masser af mulighed for at kigge med og lade sig inspirere. På tætteste hold oplever gæsterne traditionelt håndværk og nye måder at bruge pynt og blomster på. Udfordringerne kræver hurtige valg, omhu og en kreativ tilgang til opgaven.
Derudover kan gæsterne opleve plantestylisten Dorte Vembye fra Fyn, der vise hvordan man styler sine blomster og hvordan man kan bruge planterne i forskellige krukker og fade.
Dorthe styler også Tivolis store pileflet-kurve, der vil indgå i scenografien, hvor konkurrencen foregår.
Alle planter vil være et bredt sortiment fra fynske gartnere der kommer til byen for at vise hvad de kan frembringe.
Udfordrende opgaver:
Der er 3 opgaver som blomsterdekoratørerne skal igennem før de bedste blomsterdekorationer bliver kåret og årets vinder fundet.
* De to første opgave som blomsterdekoratørerne skal løse har begge et overordnet tema som indtil videre er hemmeligt. Her får deltagerne udleveret præcis de samme antal materialer og blomster, hvor de på lige vilkår konkurrerer på evne og kreativitet.
* Den tredje opgave er en show opgave, hvor temaet er Rasmus Klumps Verden. Her skal blomsterkunstnerne give deres bud på en Rasmus Klump blomsterdekoration. Mon ikke de vil indeholde noget rødt med prikker på?
– Det er altid inspirerende at se hvad blomsterdekoratørerne finder på – og jo jeg får også gode ideer og solid inspiration til næste års blomsterdekorationer i Tivoli blot ved at kigge på, siger chefgartner Tom Knudsen, Tivoli, der er bagmanden bag årets Tivoli Blomster Show.
Stemmeret
Der er inviteret en række professionelle dommere til at bedømme opgaverne. Mens de professionelle dommere voterer, laver de deltagende blomsterdekoratører buketter, som udloddes til gæsterne før præmieoverrækkelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *