Tivolis Faglige Dage skydes i gang på mandag

Oprettet 18/04/2010 – 13:42

Københavns børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) tager på mandag den første tur i Rutschebanen med bind for øjnene. Det er startskuddet for Tivolis Faglige Dage, hvor skoler og gymnasier over sommersæsonen kombinerer natur- og teknikfaget sammen med Tivolis forlystelser. På mandag sættes sanserne på prøve, når der afholdes Sansedage for 4.-6. klassetrin med undervisning i en skala, de helt sikkert aldrig har oplevet før.
Tusindvis af tilmeldte
Knap 4.000 skoleelever tager fra på mandag hul på Sansedagene, og antallet af tilmeldte er stødt stigende. Eleverne skal lære mere om, hvordan tyngdekraften føles i Rutschebanen, når man har bind for øjnene og har høreværn på, eller hvad lugtesansen betyder for hukommelsen. Hvordan mærker man det går opad i Ballongyngen, når man ikke kan se, og på hvilken måde opleves Pantomime balletten uden lyd.
Anne Vang (S), børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune siger:
“Leg og læring går hånd i hånd. Kreativitet er altafgørende, når det skal være sjovt at lære. I Tivolis sansedage vil masser af børn slet ikke opdage, de bliver klogere, fordi de har det supersjovt, og den slags oplevelser må vi ikke glemme i hverdagen”
Mere undervisning i Tivoli
Med Sansedagene fortsætter Tivoli i skolesporet, der tog fart i 2009, hvor Havens Klima- og Energidage tiltrak tusindvis af elever. Tivoli er også denne gang gået sammen med faglærere om at tilbyde læring, hvor udgangspunktet er menneskets sanser, som udforskes igennem forlystelser, Tivolis Akvarium og Tivolis blomster. I efteråret 2010 lancerer Tivoli også Faglige Dage for 7. til og med 10. klassetrin samt for gymnasieeleverne. Sansedagene foregår for 4. – 6. klassetrin fra d. 19.-29. april 2010 på alle hverdage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *