“TV 2 dok.” om Panodil-piger

Oprettet 25/02/2009 – 17:37

Antallet af selvmordsforsøg blandt helt unge er næsten firedoblet inden for de seneste ti år. Hver dag forsøger to-tre unge piger at tage deres eget liv. Torsdag 26. februar sætter “TV 2 dok.” fokus på det alvorlige problem.
En dag i oktober sidste år har 14-årige Kristina Bossen (billedet) fået nok. Hun kan ikke overskue sit liv mere og sluger 20 Panodiler for at gøre en ende på det. Men det sker ikke. Så fem timer senere tager hun 20 piller mere.
– Jeg tænkte, at jeg kunne komme væk herfra – at alle problemerne løste sig. Men det gjorde de ikke, siger Kristina, som overlevede sit selvmordsforsøg.
Hver dag forsøger mellem to-tre piger under 20 år at tage deres eget liv, oftest ved at sluge en overdosis af smertestillende piller. Pigerne bliver stadig yngre – helt ned til 10 år – og mange er, hvad man betegner som helt almindelige piger fra velfungerende hjem.
Officielle tal snyder
Kristina er blevet en del af de officielle statistikker. Og “TV 2 dok.” kan nu afsløre, at de officielle tal kun viser toppen af isbjerget. Langt de fleste piger, der sluger en overdosis smertestillende piller, bliver ikke indlagt og dermed registreret efter et selvmordsforsøg.
For nogle af pigerne kan selvmordsforsøget være det råb om hjælp, der skulle til, for at de faktisk får den omsorg og hjælp, de har brug for. Men for andre er det begyndelsen på en nedtur, der ender i flere selvmordsforsøg. Undersøgelser viser, at op mod 40 procent af de piger, der har forsøgt selvmord, forsøger igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *