U/21-landsholdet tilbage til Panama og Florida

Oprettet 20/11/2008 – 15:33

Efter tre års pause vender U/21-landsholdet tilbage til Panama og Florida på årets vintertur. Turen, der inkluderer en kamp mod Panamas A-landshold, finder sted fra den 13. til den 23. januar og begejstrer den danske U/21-landsholdstræner Keld Bordinggaard
Anders Randrup – her i aktion som anfører i onsdagens U/20-venskabskamp mod Frankrig – indgår som en del af den kommende U/21-bruttotrup, som kandidaterne til turen til Panama og Florida skal udvælges fra. Foto Anders Kjæbye
I 2005 var det daværende U/21-landshold med blandt andre Daniel Agger på holdet på træningsophold i Panama og Florida, og denne tur gentager man nu tre år senere, efter at DBU har modtaget en invitation for det nye U/21-landshold
Turen, som blandt andet omfatter en kamp mod Panamas A-landshold, har kun deltagelse af spillere fra de danske klubber og påbegyndes tirsdag den 13. januar med hjemkomst til Danmark torsdag den 23. januar.
Dermed kan U/21-landstræner Keld Bordinggaard fortsætte opbygningen af det nye U/21-landshold under optimale forhold med mange træningspas og kampe mod internationale modstandere.
”Træningsturene i januar er særdeles vigtige, da de giver os mulighed for at introducere vores idéer i flere sammenhængende træningspas og kampe. System- og spillestils-træning har traditionelt svære vilkår i januar måned i Danmark, så derfor er det ideelt at dette træningsophold er faldet på plads. Samtidig får spillerne i disse kampe yderligere international erfaring, forklarer en tilfreds U/21-landstræner Keld Bordinggaard.”
Forberedelse til EM-kvalifikationskampene frem mod EM 2011
”Med gårsdagens venskabskamp mod Frankrig fik vi startet opbygningen af det nye U/21-landshold op mod en særdeles kompetent modstander. Men med kun et enkelt træningspas er det klart, at vi ikke fik tid til at gå i dybden med mange detaljer. Det vil vi få rig mulighed for i januar, og da vi endnu ikke ved, om Danmark tildeles EM-slutrunden 2011, kan vi risikere at skulle spille den første kvalifikationskamp i juni måned, uddyber U/21-landstræneren.
Træningsopholdet vil omfatte en kamp mod Panamas A-landshold den 17. januar samt en kamp i Ft. Lauderdale den 21. januar, hvor DBU er bekendt med identiteten på de mulige modstanderlande, men endnu ikke kan offentliggøre dem, før kontrakterne officielt er indgået mellem det pågældende fodboldforbund og DBUs sydamerikanske agent.
SAS Liga og Viasat Divisions-klubberne er tidligere i år blevet informeret om forhandlingerne om et træningsophold for U/21-landsholdet, der også er inkluderet i samarbejdsaftalen mellem DBU og Divisionsforeningen.
Truppen bliver udtaget efter afslutningen på efterårsturneringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *