Udvidelse af sikkerhedsgrundlaget med udlån pr. 1. oktober 2011

Oprettet 03/10/2011 – 11:06

For at kunne gøre brug af udlån som sikkerhedsstillelse skal et institut indsende følgende standarddokumenter til Nationalbanken:
Anmodning om brug af udlån som sikkerhedsgrundlag i Danmarks Nationalbank, der bl.a. indeholder en erklæring fra direktion og bestyrelse om, at pengeinstituttet er i stand til at håndtere belåning af udlån i Nationalbanken.
Pantsætningserklæring for kredit i danske kroner i Danmarks Nationalbank ved sikkerhedsstillelse i udlån
Revisorerklæring vedrørende udlån til belåning i Danmarks Nationalbank, der er en revisorerklæring med høj grad af sikkerhed fra den eksterne revisor om forretningsgange, procedurer, systemer, uafhængige kontroller, m.v. samt om lånenes tilstedeværelse, bonitet, overholdelse af øvrige udvælgelseskriterier og værdiansættelse.
Der må kun anvendes de af Nationalbanken udarbejdede skabeloner (kursiverede) for alt materiale, der skal indsendes til Nationalbanken. Disse findes under Mere information.
Pantsætning af udlån
For at pantsætte udlån til Nationalbanken skal et institut indsende en liste over udlån. Listen skal indsendes på en cd-rom. Cd-rommen skal indsendes sammen med dokumentet Følgebrev til cd-rom med udlånsdata. Formkravene til listen er nærmere beskrevet i dokumentet Teknisk vejledning om indsendelse af udlånsdata. Fremsendelse af listen udgør den fornødne sikringsakt. Listen indeholder de nødvendige oplysninger om de enkelte pantsatte lån til, at sikringsakten er iagttaget. Der vil være tale om berettiget videregivelse af kundeoplysninger. Denne vurdering er afstemt med Finanstilsynet.
Hvis instituttet har indsendt de fornødne dokumenter og erklæringer, og listen lever op til Nationalbankens formkrav, vil instituttets trækningsret for kredit i danske kroner blive opskrevet med belåningsværdien af låneporteføljen.
Instituttet skal stille yderligere sikkerhed, hvis værdien af belåningsgrundlaget i løbet af måneden falder 5 pct. eller mere i værdi, i form af en opdateret låneliste, jf. nedenfor.
De pantsatte udlån vil indgå som en del af institutternes samlede sikkerheder og vil forøge det enkelte instituts trækningsret i Nationalbanken med belåningsværdien af udlånene.
Hvis væsentlige hensyn taler herfor, kan kontohaver rette henvendelse til Nationalbanken med henblik på at aftale førtidig frigivelse eller ombytning af pantsatte udlån.
Tidsfrister
Når instituttet har indsendt de fornødne standarddokumenter, vil Nationalbanken gennemgå dokumenterne. Der må påregnes 5 ekspeditionsdage til sagsbehandling. Hvis den indsendte dokumentation er i orden, sender Nationalbanken en kvittering til instituttet med brev.
Ved første pantsætning af udlån vil et instituts trækningsret blive opskrevet med belåningsværdien af udlånene efter sagsbehandlingen på 5 ekspeditionsdage.
Der gælder i øvrigt følgende tidsfrister:
Månedligt.
Institutterne skal indsende opdaterede lånelister samt følgebrev for at forny trækningsretten. Listen skal være Nationalbanken i hænde 5 ekspeditionsdage før sidste fredag i måneden
Kvartårligt (ultimo):
Nationalbanken skal senest 5 ekspeditionsdage før den sidste fredag i hvert kvartal have modtaget en opdateret revisorerklæring, Revisorerklæring vedrørende udlån til belåning i Danmarks Nationalbank.
Årligt:
Hvert år den 30. december skal der indsendes en Årlig ledelseserklæring – belåning af udlån.
Kriterier for belånbare udlån
For at lån er belånbare i Nationalbanken, skal de opfylde følgende:
Lånetyper
Simple fordringer i form af udlån og træk på kassekreditter indgår i sikkerhedsgrundlaget. Dvs. at andre lånetyper som leasingaftaler, udlån med status som efterstillet gæld, pantebreve, mv. ikke er belånbare.
Debitor
Debitor skal være en ikke-finansiel virksomhed, en indenlandsk offentlig myndighed eller en husholdning. Debitor skal være hjemmehørende i Danmark. De ændringer af værdipapirhandelsloven, der danner grundlag for pantsætning ved brug af en liste over pantsatte udlån, er ikke sat i kraft i Grønland. Udlån til grønlandske debitorer kan derfor indtil videre ikke pantsættes under ordningen.
Valuta
Lån i kroner og euro indgår i sikkerhedsgrundlaget.
Bonitet
Nationalbanken accepterer udlån, der opfylder Finanstilsynets definitioner for udlån tilhørende bonitetskategori 3 eller 2a, dog med undtagelse af udlån til investeringskunder, jf. definition heraf på Finanstilsynets hjemmeside.
Nationalbanken vil anvende instituttets egen kreditvurdering af udlånene, idet denne er underlagt revision og Finanstilsynets vurdering i forbindelse med inspektioner. Kreditvurderingen af lånene skal suppleres med revisorerklæringer vedrørende lånenes tilstedeværelse og bonitet, samt at instituttet har de nødvendige forretningsgange og procedurer.
Nærstående parter
Et institut må ikke belåne udlån, hvor instituttet og debitor er nærstående….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *