Oprettet 11/03/2009 – 15:41
Dansk vareeksport faldt i januar 2009 med 18,3 pct. i forhold til januar 2008 ifølge de seneste offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik i dag. Ses der bort fra eksporten af energivarer var faldet 16,2 pct.
– Det er chokerende tal og det største fald i eksporten i min tid, udtaler Jacob Warburg, cheføkonom i Danmarks Eksportråd ovenpå de nye tal. – Det er kun en ringe trøst, at importen er faldet nogenlunde tilsvarende, for tallene afspejler, at dansk økonomi nu for alvor er ramt af den globale økonomiske krise.
– Ikke uventet er det især industrieksporten, som rammes hårdt af den økonomiske afmatning. Vi oplever 2-cifrede fald i eksporten til vore store nærmarkeder, Tyskland, Sverige, Storbritannien, Norge og USA. Til med er kursen på en række vigtige valutaer på vores eksportmarkeder faldet, hvilket yderligere vanskeliggør situationen. Samlet set er det givet, at mange danske eksportvirksomheder i de seneste måneder kæmper en hård kamp, og at en del vil få særdeles vanskeligt ved at klare sig fremover.
– De næste måneder vil formentligt også blive barske. Man kan nok først håbe på en vending i 2. eller 3. kvartal, når de store bank-, skatte- og vækstpakker, som er efterhånden er vedtaget i alle større lande, begynder at få tag i økonomierne omkring os. Så de næste 6 måneder bliver formentlig en særdeles barsk omgang for mange eksportvirksomheder i Danmark, udtaler Jacob Warburg, cheføkonom i Danmarks Eksportråd, Udenrigsministeriet, som har til formål at bistå danske virksomheder til at opnå øget afsætning i udlandet.