Oprettet 16/04/2010 – 14:50
I alt ni klubber er i 2010/2011 blevet tildelt licens, mens en klub har fået tildelt wildcard, da DBUs licensudvalg for piger uddelte licenser til næste års U/18 Pige DM.
En klub mere end sidste år opnåede licens, da DBUs Licensudvalg for Piger uddelte licenser til U/18 Pige-DM for sæsonen 2010/2011. Varde IF høster således nu frugterne af det langsigtede arbejde klubben gennem længere tid har lagt i at skabe fortsat positive og gode sportslige rammer for klubbens talentudvikling. Klubben fik sidste år således tildelt et wildcard.
”Vi har i år haft 19 klubber, der har ansøgt om licens, og udover de 10 klubber, som vi i år har tildelt licens og wildcard må jeg sige, at der er flere klubber, der ligger i randområdet til et af de kommende år også at kunne få licens. Og det er i vores øjne en rigtig positiv udvikling for dansk pige-elitefodbold, og absolut noget, der fremadrettet er med til at give dansk fodbold et gevaldigt løft på pigesiden,” lyder det fra Lars Olesen, formand for DBUs Licensudvalg for piger.
Modsat tidligere stilles der i denne sæson ikke krav om at klubberne skal have tre spillere på DBU bruttolandsholdslister for at få tildelt en licens. I stedet foretages en grundig sportslig vurdering i samarbejde med DBUs landshold- og talenttrænere af klubbernes talentudviklingsmiljø og spillermateriale. Ud over de sportslige krav, lægges der i DBUs Licensmanual desuden stor vægt på administrative, og infrastrukturelle hensyn, samt klubbens etiske love og regler.
”Når man tildeles en licens er det jo et udtryk for, at vi mener, at klubben har sat en god og holdbar sportslig og administrativ proces i gang, som vi selvfølgelig gerne ser fortsætter. Samtidig har klubben også formået at skabe de rigtige udviklingsrammer for klubbens spillere. Vi har med licenssystemet sat gang i en rigtig positiv udvikling, og vi håber selvfølgelig fra DBUs side derfor også, at vi i de kommende år vi se endnu flere klubber, der vil bruge licenssystemets krav til at blive endnu dygtigere og endnu mere målrettet i deres talentarbejde,” slutter Lars Olesen og understreger, at Licensudvalget for piger naturligvis fortsætter dialogen med de klubber, der ikke fik licens eller wildcard.
B52/AFC, Lemvig, Hillerød GI og Haderslev Fodbold fik således ikke fornyet deres wildcard.
De ni licensklubber 2010/2011
Brøndby IF
OB
KoldingQ
Skovbakken IK
Skovlunde IF
Team Viborg
Fortuna Hjørring
Horsens SIK
Varde IF – NY (wildcard 2009)
Wildcard
Næsby BK
Med en licenstildeling får klubben tildelt 100.000 kroner samt mulighed for at søge yderligere støtte til uddannelse, fysiske rammer i klubben m.m. Tildeling af wildcard giver ingen støtte, men mulighed for deltagelse i U/18-Pige DM 2010/2011 på lige fod med licensklubberne.