Oprettet 03/10/2008 – 08:07
HTX – Biograf Center Fotorama i Viborg klar til at skabe optimale filmoplevelser
Fremtidens film skal opleves i 3D, lyder det fra en række af verdens førende filmselskaber. Amerikanske Dreamworks og Disney sender således allerede næste år en række 3D film på gaden.
Blandt de filmskabere der forventer, at publikum fremover skal opleve film gennem de nye 3D-briller, er instruktøren James Cameron, der blandt andet stod bag megasuccesen “Titanic”.
Viborg er klar
I HTX – BiografCenter Fotorama i Viborg er Bente og Bent Paulsen klar. – Vi har et kræsent men meget trofast publikum fra hele den midtjyske region. Det vil vi godt kvittere for med denne investering, lyder det fra ægteparret, der har drevet byens store biografhus gennem mange år.
Det nye digitale system der også omfatter et direct satellit system, så eksempelvis koncerter og teaterarrangementer kloden rundt kan hentes ned og vises live direkte på de store lærreder, skal sammen med 3D film fastholde Fotorama og Viborg som midtjydernes filmmekka.