Vildbjerg satser på fitness i det fri

Oprettet 03/10/2011 – 13:06

Vildbjerg satser på fitness i det fri
Fredag den 7. oktober kl. 10.30 kan ”De Aktive 60’ere, Vildbjerg, indvie flotte nye fitnessredskaber under åben himmel ved Vildbjerg Sports- og Kulturcenter. Inspirationen stammer fra Kina.
Motionstræfpunkt Vildbjerg er navnet på det anlæg, der fremover skal inspirere byens borgere til at dyrke fitness i det fri. Projektet er blevet til på initiativ af foreningen ”De Aktive 60’ere”, men inspirationen til at stille fitnessredskaber ud under åben himmel stammer egentlig fra Kina. På de kanter er det helt normalt at dyrke motion i byens parker.
“Da Preben Staun fra DIF fortalte os om fitness i det fri efter hans besøg i Beijing ved sidste OL, greb vi ideen med det samme,” siger Frank Guldager fra De Aktive 60’ere. “Der var tilslutning til opgaven, og det lykkedes os at stable et næsten fuldt finansieret projekt på benene med støtte fra blandt andet Herning Kommune, Lokale- og Anlægsfonden, Tuborg Fondet og Nordea Fonden. Nu kan vi opleve resultatet!”
Tæt samarbejde gennem hele processen
De Aktive 60’ere i Vildbjerg nedsatte et udvalg, der skulle arbejde videre med planerne. De tog kontakt til Uno Koncept A/S og konsulent Anders Sigvardt, der er firmaets specialist inden for motionsredskaber til udendørs brug. Anders Sigvardt var begejstret, da han så den placering ved Vildbjerg Sports- og Kulturcenter, som Vildbjerg-borgerne havde forestillet sig til redskaberne. Centret har årligt omkring 20.000 overnattende gæster, ligesom det hvert år er rammen omkring Europas fjerdestørste fodboldturnering for ungdom. Et stævne der trækker omkring 15.000 gæster til byen.
“Det nye anlæg kommer til at ligge smukt og alligevel let tilgængeligt for byens borgere,” fastslår Anders Sigvardt. “Jeg er sikker på, at forbipasserende, der enten er ude at gå eller løbe en tur, vil stoppe og blive fristet til at prøve redskaberne, der både giver styrke og smidighed, alt efter hvordan man gennemfører øvelserne. Og så kræver de et absolut minimum af vedligeholdelse og er meget robuste.”
Indvielsen finder som nævnt sted fredag den 7. oktober klokken 10.30 under overværelse af både initiativtagere og beslutningstagere fra kommunen. Alle er inviteret til at deltage – og til at prøve redskaberne bagefter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *