Oprettet 09/12/2008 – 14:14
SFs sundhedsordfører Jonas Dahl er dybt bekymret for leveringssikkerheden i forbindelse med det private svenske firma Samaritens overtagelse af halvdelen af ambulancedriften i Danmark.
”En række omstændigheder omkring Samaritens overtagelse af dansk ambulancedrift bør vække bekymring. Med under 9 måneder til at firmaet skal i gang, mangler firmaet stadig 258 mio. kr. til finansieringen af de danske aktiviteter, og har en milliongæld på aktiviteterne i Sverige. Samariten skal ud og skaffe enorme beløb på et kriseramt lånemarked, og det lover ærlig talt ikke godt for leveringssikkerheden. Et firma i økonomisk underskud vil givetvis forsøge at spare, hvor det kan, og det kan gå ud over borgernes sikkerhed for en ordentlig behandling, når ulykken er ude”, udtaler Jonas Dahl, sundhedsordfører for SF.
Jonas Dahl mener samtidig, at andre problemer trænger sig på i sagen og vil derfor have sundhedsminister Jakob Axel Nielsen på banen.
”Samariten har stadig ingen overenskomst med de danske reddere, og.det skaber en usikkerhed om reddernes fremtidige arbejdsvilkår, som øger risikoen for, at de søger væk fra faget. Og fordi Falck, der tabte udbuddet, ikke længere har interesse i at optage nye hold af elever, er der nu et vakuum omkring uddannelsen af nye reddere. Det er helt uholdbart i en situation, hvor der er mangel på reddere. Derfor er det på tide, at sundhedsministeren får skabt sikkerhed om den fremtidig ambulancedrift i Danmark”, slutter Jonas Dahl.
For yderligere kommentarer, kontakt Jonas Dahl 33 37 44 18
Jonas Dahl har stillet følgende spørgsmål til sundhedsministeren:
Giver det ministeren anledning til bekymring, når nye oplysninger viser, at firmaet Samariten, der pr. 1. september 2009 skal stå for ca. halvdelen af ambulancedriften i Danmark, pr. dags dato mangler 258 mio. kr. til finansieringen af sine danske aktiviteter?
Giver det ministeren anledning til bekymring, at firmaet Samariten pr. dags dato stadig ikke har fået en overenskomst i stand med de danske reddere?
Hvad agter ministeren at foretage sig for at sikre, at der uddannes tilstrækkeligt med reddere til det danske ambulanceberedskab?