Audi A4 topper stor synsstatistik

Oprettet 12/08/2011 – 12:06

For andet år i træk topper Audi listen over biler med færrest fejl i Applus+ Bilsyns store synsstatistik, der er udarbejdet på baggrund af cirka 250.000 bilsyn foretaget i første halvår 2011. Toyota Yaris er stadig blandt de bedste brugtkøb.
I sidste års undersøgelse var det Audi A6 der lå øverst på listen over fire år gamle biler med færrest fejl. I år er det dog lillebror, A4, der indtager den ærefulde placering. Med 14,6 fejl pr. 100 synede A4’ere kniber den sig lige nøjagtig foran A6, der fik konstateret 14,8 fejl pr. 100 syn.
Tysk i top, fransk og koreansk i bund
”Tendensen de seneste år er, at de tyske biler er blevet bedre og mere pålidelige end deres konkurrenter. Både i år såvel som sidste år var fire ud af de fem øverst placerede bilmodeller tyske. Kigger man to år tilbage, var der seks tyske biler i top 20, mens tallet sidste år var steget til ni, og i år er vi oppe på elleve tyske bilmodeller i top 20”, siger adm. direktør for Applus+ Bilsyn, Per V. Rasmussen.
Mens det ser godt ud for bilproduktionen hos vores tyske naboer, så har de franske og koreanske biler fortsat svært ved at vriste sig fri af bundplaceringerne. 15 ud af de 20 dårligst placerede bilmodeller er fra franske eller koreanske producenter. Bedst placerede koreaner, Kia Cee’d, finder man som nummer 22 på oversigten, mens Citroën C4 Picasso, som er den franske bil med færrest fejl, ligger nummer 31 på listen, over biler der fremstilles til syn for første gang. Flest fejl finder man lidt overraskende på Citroëns prestigemodel C5 årgang 2007, der eksempelvis får flere anmærkninger ved bilsyn end en Toyota Yaris årgang 1999.
Gamle japanere rykker stadig
Netop Toyota Yaris er blandt de absolut bedste brugtbilskøb, hvor den placerer sig øverst på listen over både ti og tolv år gamle biler, mens den indtager tredjepladsen blandt de otte år gamle biler. Også Toyota Corolla holder top5 placeringer for alle tre aldersgrupper. Ford holder sig også godt til i toppen af de ældre årgange, ligesom Opel der dog har modeller både i top og bund af listerne over otte, ti og tolv år gamle biler.
Når det kommer til brugtbilskøb, bør statistikken dog kun bruges vejledende. Tallene afslører nemlig, at der både er biler i den billige og dyre ende af skalaen, ligesom der også er både store og små biler blandt køretøjer med henholdsvis få og mange fejl. Det eneste klare billede er, at antallet af fejl stiger med alderen.
”Det er i dag vigtigere end nogensinde at få lavet et ordentligt brugtbilstjek før brugtkøb. Man kan ikke længere regne med, at nogle mærker er fejlfrie. Selv indenfor samme bilmodel kan der være stor forskel på bilens tilstand og værdi. Der er tale om en relativ lille udskrivning i forhold til bilens samlede købssum og med en grundig gennemgang udført af fagfolk, slipper man for ubehagelige overraskelser efter, at handlen er gennemført”, slutter Per V. Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *