Oprettet 12/01/2009 – 16:04
Livstruende sygdomme skal behandles før tennisalbuer og talgkirtler. Det mener Radikale Venstres sundhedsordfører Lone Dybkjær, der er enig i formanden for Danske Regioner Bent Hansens kritik af regeringens behandlingsgaranti.
“Behandlingsgarantien er helt urimelig. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor alle skal have en garanti for at blive behandlet inden for en måned. Regeringens idé om en stemmeslugende behandlingsgaranti er farlig og meget, meget dyr. Sandheden er jo, at meget syge mennesker på grund af behandlingsgarantien risikerer at måtte vente på, at mindre syge mennesker bliver behandlet. Derfor kan ingen være tjent med, at garantien får comeback,” siger Radikale Venstres sundhedsordfører Lone Dybkjær.
“Jeg noterer med tilfredshed, at også Danske Regioner kan se det urimelige i behandlingsgarantien. Den modstand håber jeg, at de vedligeholder, så de kan presse regeringen til at opgive den, når sygehusaftalerne bliver genforhandlet til sommer. Vi skal som politikere sikre en hurtig behandlingstid, og det arbejder Radikale Venstre hårdt for, men vi skal ikke træffe de lægefaglige vurderinger,” siger Lone Dybkjær.