Oprettet 10/08/2011 – 19:05
Økonomi- og erhvervsministeren følger nu op på forårets dialogmøder med turismens aktører og ministerens turismeudspil fra juni. Det sker via en række besøg hos danske turismevirksomheder.
Dansk turisme har igennem længere tid været ramt af faldende overnatningstal og omsætning. De seneste tal fra VisitDenmark viser små tegn på en mere positiv udvikling i 2011. De registrerede overnatninger er bl.a. steget fra 15,7 mio. sidste år til 16,4 mio. i år for perioden januar-juni, svarende til en vækst på 4,6 pct.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Det er glædeligt, at vi nu begynder at se små tegn på vækst i turismen. Men der er stadig brug for at styrke kvaliteten af turismeprodukterne og fokusere markedsføringen af Danmark som rejsemål, hvis vi skal tiltrække flere udenlandske turister. Derfor er jeg interesseret i at have en løbende dialog med turismens aktører om, hvordan vi udnytter branchens store potentiale for at skabe vækst i hele landet.
Fornyet vækst i turismen er afhængig af en større international konkurrencedygtighed. Derfor vil ministeren også benytte besøgene til at skabe opmærksomhed om puljen ”Kvalitetsløft i kystturismen”. Puljen, som skal søges senest 16. januar 2012, skal gå til at fremme bedre bygget miljø, innovation og kompetenceløft , der kan bidrage til at skabe ny vækst i kystturismen.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:
Initiativet Kvalitetsløft i kystturismen giver kommunerne og turismeerhvervet en konkret mulighed for at iværksætte større sammenhængende og slagkraftige udviklingsprojekter, der kan bidrage til et reelt kvalitetsløft. Det betyder vækst i turismen langs de danske kyster.
De første besøg finder sted torsdag den 11. august, kl. 12.00-16.00, hvor ministeren besøger Sommerland Sjælland, Feriecenter Musholm Bugt, og Skjoldnæsholm.