Danmark bør bidrage til demokratisering i Belarus

Oprettet 26/02/2009 – 13:31

Både EU og Europarådet ændrer nu kurs over for diktaturet i Belarus fra en isolationsstrategi til en mere åben linje. Derfor bør Per Stig Møller tænke offensivt over, hvordan Danmark kan bidrage til demokratiseringen i Belarus, mener SFs medlem af Europarådet Pernille Frahm.
”Kursskiftet åbner op for, at de europæiske lande i højere grad søger at påvirke udviklingen i det sidste diktatur i Europa i retning af mere demokrati. Her må Danmark ikke sidde på hænderne, men i stedet bidrage aktivt til denne udvikling”, mener Pernille Frahm, der har flere konkrete forslag til, hvordan det kan gøres:
– Danmark kan gøre visa for personer fra Belarus gratis. Det vil gøre det lettere for både NGOere og almindelige mennesker at komme til at udveksle tanker og ideer direkte med NGOere og andre i Danmark.
– Danmark kan oprette studiepladser og stipendier på universiteter og højskoler for hviderussere.
– Danmark kan give støtte til miljø-netværk, især med henblik på et højnet vidensniveau omkring A-kraft værker, som Belarus har planer om at bygge nye af. Landet var et af de områder, der blev ramt hårdest af Tjernobylkatastrofen, og der er brug for at give hviderussere mulighed for at udveksle erfaringer og viden med folk i blandt andet et land som Danmark.
”Som medlem af Europa Rådet mener jeg, der skal gøres alt for at støtte demokratiske bevægelser i Belarus, så vi kan starte en udvikling henimod afvikling af Europa sidste diktatur”, slutter Pernille Frahm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *