Oprettet 13/11/2008 – 10:49
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup står fast på, at der næste år vil ske en saltvandsindsprøjtning til politiet i form af flere betjente. Det sker efter, at elleve af tolv polititillidsfolk allerede før tilførelsen af 250 nye HK’ere kan konstatere, at de ikke tror, at der kommer flere betjente på gaderne som følge deraf.
– Politiaftalen går ud på at forøge antallet af politifolk gennem flere kontoransatte og 300 nye betjente. Dette vil dels frigøre 200 af de nuværende betjente ligesom de første af de nye betjente kommer i praktik og dermed på gaden allerede næste år. Dertil kommer ekstra penge til udbetaling af overarbejde, som også vil lindre planlægningen ude i politikredsene, siger Peter Skaarup.
– Det er bekymrende, hvis aftalen ikke er forklaret ordentligt ude i kredsene. Det sidste politiet og borgerne har brug for lige nu er mere tvivl om, at politireformen bliver genoprettet med stor hast, siger Peter Skaarup.