Det frie sygehusvalg højner kvaliteten

Oprettet 09/11/2008 – 11:50

Patienternes frie sygehusvalg genindføres med garanti den 1. juli 2009. Det er slået fast, som en del af de centrale finanslovforhandlinger med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, siger Venstres finansordfører Peter Christensen.
– Jeg er fuldstændig enig med patientforeningens formand i, at monopoltilstand aldrig har gavnet patienterne. Konkurrence er sund. Konkurrence højner kvalitet og effektivitet, ikke bare hos den private udbyder. Det har også en positiv afsmittende effekt på den offentlige institution. Uanset, om patienten vælger at lade sig behandle i offentligt eller privat regi, så vil man med det frie sygehusvalg være sikret en bedre behandling end man ville have været uden det frie valg.
– For Venstre har det altid været afgørende, at borgerne skulle have mulighed for at stemme med fødderne. Tidligere var muligheden for at blive behandlet på et privat hospital forbeholdt de meget velhavende danskere. Med det frie sygehusvalg gav Venstre valgmuligheden til alle danskere. Og i forbindelse med dette års finanslovforhandlinger stod Venstre igen vagt om genindførelsen af den mulighed, som flere end 170.000 danskere allerede har benyttet sig af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *