DF roser Venstre-udspil

Oprettet 06/08/2010 – 16:25

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, roser Venstres “Nye Tider-udspil”, for at tage fat om centrale temaer i dansk økonomi, herunder at få flere indvandrere i beskæftigelse, give enlige forsørgere større incitamenter til at blive selvforsørgende samt planen om at oprette en iværksætterfond, så Danmark igen kan få sat turbo på den økonomiske vækst.
”Det er positivt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen, direkte tager fat om problemerne i forhold til at få flere indvandrere i beskæftigelse samt understreger, at det er vigtigt, at de negative kræfter i indvandrermiljøerne skal bydes trods. Det tolker vi i Dansk Folkeparti som en anerkendelse af, at fremtidens velfærd bl.a. afhænger af, at indvandrerne bidrager i langt højere grad,” siger Kristian Thulesen Dahl.
”Forslagene om at oprette en iværksætterfond ved hjælp af risikovillig kapital fra pensionskasserne og om at gøre det mere attraktivt for enlige forsørgere at finde beskæftigelse, vidner også om, at Venstre prioriterer den sociale balance og det rummelig samfund højt. Det er meget vigtigt. For Dansk Folkeparti er det nemlig afgørende, at vi fremmer en vækststrategi, der sikrer arbejdspladser til de mest udsatte grupper og dermed forbedrer sammenhængskraften i det danske samfund,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *