Oprettet 10/08/2011 – 11:23
Det er ikke uden grund, at byggebranchen konkurrerer benhårdt på bæredygtighed: 91 procent af dens kunder stiller større krav om bæredygtighed sammenlignet med for tre år siden, viser ny undersøgelse. Erhvervslivet mener, det styrker deres omdømme.
Hvis nogle iagttagere af byggebranchen skulle tro, at kravet om bæredygtighed toppede op til COP15-konferencen og siden er gået i glemmebogen, tager de fejl: Byggefirmaer, developere, entreprenører og private bygherrer møder i stigende omfang et krav fra slutbrugerne om, at deres bygninger skal være bæredygtige og have fokus på lavenergi, solfangere og luftgenvinding, viser en netop gennemført undersøgelse blandt Arkitemas kunder i byggebranchen.
Stigende grønne krav på tre år
Undersøgelsen, der er udført i samarbejde med BullsEye Communications viser, at 91 procent af spillerne i byggebranchen i undersøgelsen vurderer, at slutbrugerne i svagt eller markant stigende omfang stiller større krav til bæredygtigheden i deres byggeri i 2011 sammenlignet med for tre år siden. 9 procent siger, at det er ”et ufravigeligt krav”.
”Miljøbevidstheden i Danmark er på et højt niveau. Både de private boligudviklere og erhvervslivet stiller stadig større krav til, at de bygninger, de udvikler eller arbejder i, belaster miljøet så lidt som muligt. Den nye grønne bevidsthed placerer bæredygtighed som et aktiv og materialiserer sig meget naturligt i vores valg af bolig og firmadomiciler, og det er den tendens, vi ser her,” siger Holger Dahl, kommunikationschef hos Arkitema, der ligeledes oplever flere henvendelser fra byggefirmaer angående ”grønne” byggerier.
”Det er ikke så dyrt at bygge bæredygtigt længere og designet har jo udviklet sig. Det betyder, at argumenterne imod bæredygtigt byggeri bliver færre. Bæredygtigt design tilhører nutiden. Det er der ingen tvivl om”.
Grøn branding i erhvervslivet
Den grønne bevidsthed og fokus på bæredygtighed er især udpræget i erhvervslivet. 84 procent vurderer, at der her er overbevisning om, at en bæredygtig bygning er ”vigtigt for deres omdømme”. 81 procent af deltagerne i undersøgelsen siger, at denne tendens vokser.
De stigende krav om at kunne levere bæredygtige byggerier betyder, at byggebranchen konkurrerer benhårdt på området. 88 procent af Arkitemas kunder siger ja til, at bæredygtighed er et konkurrenceparameter.
”Folk har ikke brug for at ”green washe” længere. Der er en anden alvor og et reelt behov i markedet nu for at drive en bæredygtig virksomhed. Det betyder også, at der hos byggefirmaerne, developerne, arkitekterne og alle leverandørerne til byggeindustrien er et ægte behov for at udvikle nye løsninger, fordi det vil være afgørende for at agere i et voksende marked,” siger Holger Dahl.