Oprettet 16/01/2009 – 11:51
Det danske krigsskib Absalon overdrager nu fem tilfangetagne somaliske pirater til hollandske myndigheder. Det har nemlig ikke været muligt at retsforfølge piraterne efter dansk lovgivning. Det er til grin, siger Radikale Venstres spidskandidat til Europa-parlamentet Sofie Carsten Nielsen, der finder det utilfredsstillende, at de danske forsvarsbeføjelser på piratpatrulje i Adenbugten kun omfatter reprimander og skideballer.
“Nu gik det godt denne gang, fordi Holland valgte at retsforfølge piraterne. Men i længden er det altså uholdbart, at besætningen på Absalon igen og igen kan blive nødt til at lade pirater gå, fordi det danske forsvarsforbehold forhindrer, at piraterne kan udleveres til retsforfølgelse i Kenya,” siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:
“Min retsbevidsthed bliver i den grad krænket, når pirater, der er taget på fersk gerning, ikke bliver retsforfulgt. Jeg synes, det er stærkt kritisabelt at sende det danske forsvar på en mission, hvor deres eneste beføjelse er at sige “fy-fy-skamme”, for så at sætte piraterne fri bagefter,” siger Sofie Carsten Nielsen.
“Det at Danmark står uden for forsvarssamarbejdet i EU betyder, at vi ikke kan lægge samme pres på Kenya til at modtage piraterne og retsforfølge dem, som resten af EU kan. På grund af forsvarsforbeholdet står Danmark alene, og derfor ryger vi nederst i prioriteringsbunken,” siger Sofie Carsten Nielsen.
“Jeg mener, at vi er nødt til at komme af med det danske forsvarsforbehold, hvis vi skal gøre en forskel i kampen mod pirateriet. Det skylder vi de danske soldater, der udfører en kæmpeindsats for at beskytte civile skibe, men vi skylder det også over for de pirater, vi tager til fange,” siger Sofie Carsten Nielsen.