Oprettet 12/11/2010 – 14:28
DSB S-tog vil gerne sende sine mange kunder hjem på weekend med en kop gratis kaffe, the eller kakao.
Det seneste halvandet døgn på S-banen har været fuld af udfordringer for de mange tusinde kunder, der er blevet og bliver forsinket af uheldet med køreledningen. Arbejdet med køreledningen varer weekenden over, og salgsdirektør Niklas Marschall , DSB S-tog, vil på egne og medarbejdernes vegne kvittere for kundernes tålmodighed ved at tilbyde en kop gratis kaffe, the eller kakao til turen hjem i dag.
– Fra kl. 15 i eftermiddag til kl. 18 i aften kan vores kunder få en kop varmt at drikke i DSB’s Kort & Godt butikker, siger Niklas Marschall.
– Den massive omtale af uheldet i trykte og elektroniske medier viser, hvilken afgørende rolle S-tog spiller i det daglige for mange tusinde mennesker i hovedstadsområdet. Vi kan ikke undgå uheld, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at forsikre vores kunder om, at vi gør alt hvad vi kan, for at mindske de gener, et så voldsomt uheld giver for vores kunder.
Tilbuddet gælder i Kort & Godt butikker på S-togsnettet.